DR vil styrke nyheder og ny teknologi
13. nov. 2009 10.50 Kultur
Opdat.: 13. nov. 2009 11.15Det er et DR under pres, der i dag offentliggør sit mediepolitiske udspil for årene 2011-2014.
Store danske tv-stationer bliver udfordret af internationale konkurrenter, så seertallene falder. Og danskernes forbrug på nettet bliver også mere internationalt. Bag det pres står kapitalstærke internationale mediekoncerner, og DR vurderer, at udviklingen kun lige er begyndt.
Derfor vil DR styrke indhold, som bygger på dansk kultur, danske værdier og sprog, som ruster medievirksomheden til at begå sig globalt.
- Vi har brug for indhold, som vi kan samles om, og som giver baggrund og dansk perspektiv på en stadig hurtigere strøm af internationale nyheder og underholdning, udtaler bestyrelsesformand Michael Christiansen i en pressemeddelelse.
Bedre regionale og internationale nyheder
DR vil især satse tre steder: Kvaliteten i nyhedsdækningen skal styrkes med flere regionale nyheder, en særlig nyhedsredaktion for de unge og en bedre international dækning med et fleksibelt netværk af korrespondenter, som kan sikre et dansk perspektiv. Det vil koste 250 millioner i den fireårige periode.
Flere tv-programmer skal sendes i hd-kvalitet. Det kræver større digital lagerplads. Pris: 108 millioner kroner.
DR vil skabe en dramaserie af høj kvalitet til 130 millioner kroner, der giver danskerne større kendskab til de vigtigste begivenheder i danmarkshistorien.
Stigende licens
Endelig vil DR have flere penge fra danskerne. Medievirksomheden påpeger, at licensen siden 2007 ikke er fulgt med pris- og lønudviklingen. Derfor skal den løftes fra 2011, så den halvårlige regning både i 2011 og 2012 stiger med 32 kroner.