Flere og hurtigere nyheder på DRs tekst-tv
11. jan. 2010 10.31 Kultur
Opdat.: 11. jan. 2010 11.13Tekst-tv er Danmarks største skrevne nyhedsmedie. Masser af danskere bruger tekst-tv hver eneste dag.
Derfor forbedrer DR fra i dag 11. januar forsiden på tekst-tv side 100. Og DRs nyhedsjournalister kan via en bedre arbejdsgang lægge flere nyheder endnu hurtigere på tekst-tv.
- Vi ved, at de korte og let forståelige nyheder på tekst-tv har mange stambrugere. Derfor vil vi betjene danskerne endnu bedre, fortæller redaktionschef Per Bjerre.
På tekst-tv's forside, som er side 100, møder seerne de vigtigste prioriterede nyheder. Her udvælger DRs journalister de seks nyheder og de sportsnyheder, som vi mener er de vigtigste. Når begivenhederne sker, vil nyhederne endnu hurtigere være på at finde på forsiden af tekst-tv.
Ingen kategorier
På tekst-tv side 110 samler DR fra i dag alle nyheder fra Danmark og fra verden. På side 110 er det altid den nyeste nyhed, der står øverst, og så følger den kronologiske oversigt over alle på de følgende sider.
- Indtil nu har DR på tekst-tv haft én side med nyheder fra Danmark, en side med nyheder fra udlandet, og én side med nyheder om penge. Nu får man kort og godt de seneste nyheder et sted, fortæller Per Bjerre.
Stærke følelser
Han er forberedt på, at det nye system vil møde modstand fra nogle brugere. For det udløser altid stærke følelse, når DR ændrer på tekst-tv. Men han er overbevist om, at de fleste hurtigt kan se fordelene ved den nye nyhedsformidling på DRs tekst-tv.
DRs regionale nyheder på tekst-tv ændres der ikke ved.