Prisuddeling er aflyst
27. jan. 2010 15.05 KulturSiden 2003 har Foreningen af Danske Musikkritikere uddelt Steppeulven til fornyende danske kunstnere. Men i år bliver der ingen pris.
Sponsorerne har svigtet festlighederne omkring prisuddelingen, og uden fest, ingen prisuddeling.
- Vi giver ikke en pris uden en statuette og en fest, siger formanden for Foreningen af Danske Musikkritikere Klaus Lynggård.
Siden 2003 har Steppeulven haft fire sponsorer. Danske Sangskrivere og Komponister (DJBFA) og Dansk Musikerforbund har valgt at trække støtten med det argument, at de ikke støtter samme arrangement år efter år.
En af de to andre sponsorer har ikke svaret, og den sidste sponsor har meddelt, at de ikke kan svare lige nu.
- Vi havde generalforsamling i sidste uge, og der besluttede vi at indstille prisen. Steppeulven bliver normalt uddelt i slutningen af januar eller starten af februar, men vi var kun nået til de nominerede, og dem var vi slet ikke begyndt at luge ud i, fortæller Klaus Lynggård.
Ubesmittede penge
Foreningen af Danske Musikkritikere har ikke ledt efter nye sponsorer, for der er ikke mange i den kategori, som kan støtte Steppeulven uden at underminere prisen.
Fra start har det nemlig været en vigtig pointe, at prisen bliver givet uden om pladebranchen eller andre, der kunne have økonomiks interesser i prisen. Ubesmittede penge, kalder Klaus Lynggård det.
- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. Jeg trækker mig som formand på en ekstraordinær generalforsamling i august, og så må nye kræfter tage over, forklarer Klaus Lynggård.
Foreningen bag Steppeulven har ingen gæld, men heller ingen kapital. Tilgengæld har prisen ifølge den afgående formand et godt brand, som bør kunne leve videre.
- Vi fortsætter nok ikke uden komerciel sponser. Eller måske gør vi, men så vil vi jo bare uddele en pris uden statuette og uden fest. Det er ikke til at vide, hvad der kommer til at ske, siger Klaus Lynggård.
Foreningn af Danske Musikkritikere har tidligere uddlt Steppeulven til blandt andre:
Malk de Koijn, Jens Unmack, Mikael Simpson, Bikstok Røgsystem, Anders Trentemøller, Natasja og L.O.C.
Desuden tiltrak prisen sig en masse opmærksomhed, da Piratgruppen i 2005 blev nomineret i kategorien Årets Idé. Prisen gik dog til den danske hyldest til Leonard Cohen "På danske læber".