Dansker vinder Oscar for 3D-grafik
27. jan. 2010 15.10 KulturAnd the Oscar goes to... Danske Per Christensen.
Per Christensen er sofwtareudvikler hos Pixar, og han har sammen sine to kolleger, Michael Bunnel og Christphe Hery, fået en Oscar for, og hold nu fast, en særlig smart måde at få refleksioner mellem matte overflader til at fungere med computeranimation, skriver Ingeniørens it-hjemmeside Version2.
Med andre ord kan man med Per Christensen teknik opnå mere realistiske computeranimerede scener på væsentlig kortere tid.
Går ikke i knæ
- Tag for eksempel et rødt tæppe ved siden af en mat, hvid væg: hvis solen skinner på det røde tæppe vil en del af lyset fra tæppet blive reflekteret op på den hvide væg, og giver derved den hvide væg et lyserødt skær. De tidligere metoder har simpelthen været for langsomme til at blive brugt i filmproduktion, men vores metode er effektiv nok til at beregne billederne uden at computerne går fuldstændig i knæ, siger Per Christensen.
De andre metoder, som Per Christensen henviser til, er udviklet inden for kernefysikken. Men her er geometrien så kompleks, at den ikke er egent til filmbrug, fortæller den danske Oscarvinder.
Brugt til piratfilm først
Uddelingen af de tekniske Oscar foregår som sædvanligt et godt stykke tid, før den almindelige Oscar-statuetter fordeles. Men det er også det amerikanske filmakademi, der hædrer præstationer inden for filmbranchen af mere teknisk karakter.
- Teknikken blev først brugt i filmen "Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest" og er siden blevet brugt i over 30 andre film, blandt andet i Pixars "Up", siger Per Christensen til Version2.
Det er ikke første gang, at en dansker vinder en Oscar ved den tekniske prisuddeling. Senest vandt Henrik Wann for at have skabt den særlige gennemsigtige hud på Gollum i Ringens Herre.
Den mere almindelige Oscar-uddeling for Hollywoods stjerner foregår 7. marts.