Perversitet, blodskam og tortur som teater
03. feb. 2010 17.57 Kultur- Så er jeg udenfor huset, hvor det hele foregår. Det ligger på Østerbro i København. Lige ved siden af en børnehave, fortæller Claus Vittus.
Han har som radioreporter vovet sig ind i "Villa Salòs", som performancegruppen SIGNA har sat i værk, for at udfordre Per Paolo Pasolinis filmatisering af Marquis de Sades "Les 120 journées de Sodome ou l'école du libertinage".
Det er absolut ikke for børn. Her er Claus Vittus' beretning fra en aften med dominans, "biskopper" og "børn". Vær forsigtig, når du læser, men husk, det er bare teater.
Gæst i et bordel
Der er sne og sjap på fortovet, og folk stopper op, når de går forbi. Husets vinduer er nemlig blændet alle sammen, men man kan se, at der er lys overalt i huset, og man kan høre klavermusik derinde.
Fra det minut jeg træder ind, er jeg ikke længere hverken journalist eller sågar almindelig tilskuer til en forestilling.
Jeg er pludselig gæst i et bordel.
Hertugen og sofabordspigen
Jeg bliver kropsvisiteret af en langskægget usoigneret og temmelig ubehøvlet vagt, som tillader sig at gøre mig et hårdt klem i skridtet, mens han griner. Med sin Kalasnikhov skubber han mig ind i forhallen.
Her ligger en halvnøgen pige, som en tiggende hund foran en småfed, sortklædt mand, som jeg senere finder ud af er The Duke - Hertugen.
Pigen er Hertugens stuebord, og han sætter sit whiskeyglas på hendes bare ryg, mens han sidder og taler med en vulgær kvinde.
En anden halvnøgen pige i hospitalslignende underbukser sidder ovre i hjørnet, og vagten beordrer hende straks til at tage mit overtøj.
En fucker er som en hammer
Hierarkiet er tydeligt fra starten: Der er ”børnene” nederst. Som dog alle er over 18 år - så vidt jeg kan se - men de ligner børn. Og de ydmyges konstant af vagterne som er over dem i hierarkiet.
Og vagterne hedder ”fuckers”. De er lige over børnene i hierarkiet.
Dernæst er de fire madames - bordelmutterne. Sammen med to af de andre gæster - nu er vi rent faktisk ikke publikum, vi er en del af spillet - bliver jeg sat foran en madame, som byder på likør og kaffe i et af værelserne.
En af mine med-gæster spørger straks på engelsk om the fuckers:
- Do they just fuck all the time ?
Og bordelmutter ryster arrogant på hovedet og sammenligner dem med en hammer. En hammer har et bestemt formål, men det betyder ikke, at den hamrer hele tiden.
Må kun se på
Min med-gæst griner nervøst og ved ikke, hvor meget der er alvor, og hvor meget der er skuespil.
På de mange videoskærme, som bordelmutter har i sit værelse, kan vi se, at der bolles i et af værelserne, og da jeg senere kommer op til værelset, er en af The Masters - Biskoppen - i gang med at bolle et såkaldt barn, og rundt om står gæsterne og ser på.
En af gæsterne forsøger at afbryde den meget ubehagelige scene, men det er forbudt i følge husreglerne, siger en af vagterne, der sørger for at gæsterne ikke afbryder noget, eller deltager i nogle af orgierne.
Nøgen dreng
Livet inde i bordellet foregår efter klare regler, og jeg overraskes over at vi - gæsterne - hurtigt accepterer vores rolle som beskuere. Hver gæst er dog blevet tilknyttet en person i bordellet, for eksempel var damen, der forsøgte at stoppe Biskoppens voldtægt af et barn, tilknyttet barnet.
Jeg sidder i et soveværelse med lummer stank af parfume, og en nøgen dreng siddende på en seng.
En af gæsterne - Deborah en kvinde i 30'erne - sidder og tegner drengen, fordi hun på den måde måske tror, at hun kan forhindrer at han blive seksuelt misbrugt.
Hun er tydeligt utilpas ved situationen og ryster på hovedet. Hun kan slet ikke finde ud af at tegne, siger hun.
Det foregår alligevel
En af de fire masters - Præsidenten - sidder behageligt skuende med en pistol i den ene hånd og et whiskeyglas i den anden hånd.
Præsidenten forklarer at de i villaen har et skabt et samfund, hvor de - altså de fire masters - har fuld frihed til al form for nydelse - også selvom det betyder perversitet, blodskam og tortur.
- Det foregår jo alligevel selv i dette cosy samfund, siger præsidenten.
For mig er det alt sammen perverst , og jeg har meget svært ved at se folk i øjnene, da jeg har forladt villaen.
Forestillingen Salò foregår igen i tre uger i februar og marts i villaen på Østerbro i København. Næste gang er på mandag og en uge frem. Hvis man da ikke er blevet skræmt væk af Claus Vittus´s beretning.