Ekstra gave til DR på 28 millioner kroner
05. feb. 2010 16.48 Kultur
Opdat.: 05. feb. 2010 17.07Bedre sent end aldrig.
Sådan må DRs generaldirektør Kenneth Plummer tænke, efter at DR har fået 28 ekstra millioner at rutte med i 2010. Og det er da også en tilfreds generaldirektør, der har afslutte længere tids forhandlinger med politikerne.
- Det er politisk kotume, at merbevillinger skal øremærkes. Mit drømmescenarium er, at vi selv kunne bestemme over pengene. Men det er glædeligt, siger Kenneth Plummer til DR Nyheder.
Bedre adgang til kulturstof
Det er partierne bag medieforliget, alle undtagen Enhedslisten, der er blevet enige om, at penge fra merlicensprovenuet fra 2009 skal gå til DR.
- Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi nu styrker DRs muligheder for at formidle kultur til alle danskere. Vi bruger de overskydende licenspenge til blandt andet en ny satsning inden for kunstformidling og bedre adgang for danskerne til vores kulturarv i form af DRs arkivstof, siger Carina Christensen.
De 28 millioner kroner må DR dog ikke selv bestemme over. Det har politikerne bestemt. Og de har peget på, at otte millioner skal gå til børnedramatik og tre millioner til en bedre adgang til DRs kulturarv.
Flere licensbetalere
Derudover får DRs nye kulturkanal en forsinket julegave på fem millioner til egenproduktioner. Og det vil måske glæde de få seere på kanalen, der oftest viser genudsendelser.
Endelig får nyhederne i farvefjernsynet ni ekstra millioner kroner at spendere. De penge skal ikke bare gå til TV AVISEN i DR Byen, men til nyhedsdækningen i hele landet, skriver Kulturministeriet.
- Jeg er overbevist om, at vi alle sammen vil opleve, at vi får adgang til mere kvalitet på DRs mange platforme, siger Carina Christensen.
Det samme håber Kenneth Plummer på, og han glæder sig samtidig over grunden til, at DR har fået 28 millioner ekstra.
-Det betyder, at der er flere licenspenge, for pengene kommer fra overskydende licens, forklarer Kenneth Plummer.