Svend Åge Madsen: Krimier forklarer ikke sandheden

Hvordan fik du ideen til romanen?

Så snart jeg hørte at nogle af de ekstrasolare planeter man har fundet, reflekterer lyset, indså jeg at her var mulighed for virkelig at få revideret vores historie. Ikke mindst da jeg blev klar over at et par af disse spejlplaneter befinder sig ca 1000 lysår fra os, blev min opmærksomhed vakt. Og da jeg så blev klar over at nogen havde optaget disse to tusind år gamle spejlbilleder af vores fortid på videobånd, indså jeg at det ville kaste os ud i en dramatisk historie som jeg blev nødt til at skrive.

Hvorfor hedder den ’Mange sære ting for’?

I sin bog konstaterer Prædikeren: ”Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være, men de har så mange sære Ting for.” (Præd 7,29) Jeg håber min bog viser begge dele: Både at vi er gode nok, og at vi hitter på mange besynderlige ting.

Hvorfor var det lige dig, der skulle skrive den bog?

Jeg kender ikke andre der ville. Og jeg fandt at det var vigtigt at disse nye sandheder bliver diskuteret.

Ligner du selv en eller flere af romanens karakterer?

Jeg ligner ikke nogen af dem, men enhver af dem har hentet træk fra mig. Jeg er nysgerrig over for de store spørgsmål som den store teolog der drages til Århus. Jeg opfatter sproget som fuldstændig grundlæggende for vores opfattelse af verden, sådan som den indiske sprogforsker mener. Jeg er fascineret af de kosmologiske opdagelser, sådan som den iranske astronom der må søge sandheden i Århus. Og jeg kan bestemt se de fantastiske muligheder i de historier der hermed afdækkes, ligesom filmmanden der prøver at finde lykken i Århus.

Hvad er det vigtigste menneskelige dilemma, som du gerne vil have dine læsere til at tænke over?

Bogens største emne er vel spørgsmålet om grænsen for sandhed og tro. Hvad sker der hvis Tro bliver til vished? Kan vi leve uden Tro? Dette tema væver sig sammen med forskellige opfattelser af tiden – Sandheden om Tiden.

Hvad var det sværeste ved at skrive bogen?

IKKE at få den til at ligne en almindelig kriminalroman, selv om stoffet lægger op til det. Fordi det er mig magtpåliggende at vise at sandhedsbegrebet ikke er så enkelt som krimier prøver at bilde os ind.

Hvordan forholder du dig til anmeldelserne?

Det har, også denne gang, været givende at læse anmeldelser fordi jeg dermed får en forholdsvis detaljeret respons på hvordan bogen virker, og hvad den enkelte læser tager til sig af den. For det er indlysende at en bog udelukkende får mening gennem sin læser – hun eller han må give den liv. Og det liv kan jeg kun få kendskab til gennem dem der udtrykker deres opfattelse af bogen.

Hvad skal du skrive nu?

Også den næste bog kommer til at kredse omkring det jeg opfatter som de vigtigste spørgsmål. Men ’Mange sære ting for’ er stor og kompleks, derfor skal den næste være lille, enkel og letoverskuelig. – Men lad os nu se hvor meget den løber med mig undervejs.

Hvad læser du selv for tiden?

Jeg har lige afsluttet Sigfried Lenz: Et minuts stilhed. Smuk, stilfærdig og vemodig. Og skal vel i gang med Paul Austers Usynlig.

Af faglitteratur læser jeg: Chr. Braad Thomsen: Drømmejazz. Et imponerende og engageret indblik i en genre jeg elsker. Og Pauline Asingh: Grauballemanden – som jeg fik for sent til at kunne integrere de konkrete oplysninger i min egen bog.

Hvilke andre forfattere kan du bedst lide? Hvorfor?

William Faulkner sætter jeg højt fordi han har et suggererende sprog der tvinger læseren ind i hans univers. Gabriel García Marquez misunder jeg fordi han har en fantasi der gør de mest forbløffende ting selvfølgelige. Knut Hamsun fordi jeg føler mig ramt af hans komiske personer.