Tim Burtons vej til eventyrland

"Alice i eventyrland" kan fejre anden uge som biografgængernes favorit, mens alvorlige krigsfilm ikke rigtigt får fat i publikum. Manden bag filmen er da også specialist i fantasiens kringelkroge.

Her følger et portræt af Hollywoods underlige dagdrømmer, som står bag Batmans succes i filmen og som opfandt superstjernen Johnny Depp.

Tilmurede vinduer
Som barn murede Tim Burtons forældre vinduerne til i hans værelse. Hvorfor de murede dem til, står hen i det uvisse, men ét er sikkert. Det satte kun gang i den unge Tim Burtons i forvejen livlige fantasi.

For når han ikke kunne se ud i verdenen, måtte han se ind i sine egne drømmeverdener. Så tak til Tim Burtons forældre, da hans fantasifulde drømmeverdener ikke kun har bragt ham en succesfuld karriere som filminstruktør, men bl.a. også har ført til en storstilet kunstudstilling på New Yorks Museum of Modern Art (MOMA) og dette års formandspost på Cannes Filmfestivalen.

Ikke som de andre børn
Tim Burton var ikke som de fleste andre børn i Hollywood forstaden Burbank, han var indadvendt, sky, elskede at tegne og male, og det bedste, han vidste, var at se gamle horror og monsterfilm - allerhelst dem med skuespilleren Vincent Price.

Forkærligheden for Vincent Price var netop udgangspunktet for en af Tim Burtons første filmproduktioner, stopmotion kortfilmen, 'Vincent' (1982), som Burton lavede i sine unge dage, hvor han arbejdede på Disney som tegner.

Drømmer om at være Vincent Price
'Vincent' handler om en dreng, der ligesom Burton, dyrker det klassiske gotiske gys. Drengen Vincent drømmer simpelthen om at være Vincent Price og fjerner sig i filmen mere og mere fra den virkelige verden, alt imens hans egen drømmeverden af gys og gru overtager hans unge sind. Meget passende fik Tim Burton Vincent Price til at være fortælleren i filmen.

Outsideren er den røde tråd
Vincent danner på mange måder skole for hele Tim Burtons karriere. Forkærligheden for den eventyrlige og gotiske stil, den virkelige verden sat over for drømmeverdenen og outsideren som den centrale protagonist løber som en fin rød tråd gennem alle Tim Burtons værker.

Det er ikke uden grund, at Tim Burton som filmskaber har formået at være en ener og bevare sin kunstneriske integritet samtidig med, at han i den grad er et kunstnerisk forbillede for alverdens sortklædte unge med hang til de mere melankolske og drømmende sider af livet.

Mødet med Elfman
Tim Burtons første spillefilm blev 'Pee Wee's Big Adventure' (1985). Filmen blev med sin legende pangfarvede stil en succes, og vigtigst af alt førte filmen Tim Burton sammen med komponisten Danny Elfman.

Tim Burton var allerede fan af Danny Elfmans rockband 'Oingo Boingo', og han var sikker på, at Elfmans fantasifulde tilgang til musik var det perfekte match til hans egen unikke stil. Han fik i den grad ret, Burton og Elfman er lige skæve og eventyrlige i deres tilgang til kunsten og et frugtbart samarbejde var født.

Fra Beetlejuice til Batman
Tim Burtons særlige visuelle stil blev endnu mere rendyrket i hans næste film, der havde Michael Keaton i den energiske hovedrolle som spøgelset Beetlejuice. 'Beetlejuice' (1988) blev en så overraskende succes, at den fik filmselskabet Warner Bros til at sætte deres lid til Burtons evner.

I en alder af kun 30 år blev Tim Burton betroet det på daværende tidspunkt største filmprojekt af dem alle, Batman. Det var noget af en mundfuld for den unge instruktør, hvilket han også fik at føle, da den erfarne skuespiller Jack Palance kom med følgende kommentar under optagelserne af Batman:

- Hør her, jeg har lavet over 100 film, hvor mange er det lige, du har lavet?

Batman spiller med øjnene
Tim Burton overbeviste Warner Brothers om, at Michael Keaton var det rigtige valg til rollen som Batman, selvom han ikke var den arketypiske bredskuldrede helt.

Burton mente, at Keaton om nogen formåede at spille intenst med øjnene, og da Batman har brug for at udtrykke sig med øjnene pga. den massive dragt, pointerede Burton, at blikfanget var essentielt for publikums indlevelse i karakteren.

Han fik ret, og Michael Keaton leverede den til dato mest dybsindige udlægning af nattens ridder. Meget kendetegnende for Burton var det den indre længsel og ensomhed, der tiltrak ham ved Batman. Castingen af Keaton blev dog hurtigt overskygget af castingen af Jack Nicholson som den diabolske og drillende Joker.

Burton var udkørt
'Batman' blev i 1989 et verdensomspændende fænomen og dannede skole for Hollywood blockbustere. Warner Bros pressede med det samme på for at få Tim Burton til at instruere en fortsættelse, men det ønskede Burton ikke.

Den konstante indblanding fra producere og Warner Bros chefer under optagelserne og manglende kreative kontrol havde kørt Burton ned. Tim Burton gik derfor i gang med et af sine mest personlige værker, 'Edward Saksehånd'.

Tilbage til barndommen
Med 'Edward Saksehånd' (1990) vendte Tim Burton tilbage til sine rødder. Filmen udspiller sig i et pastelfarvet forstadskvarter ikke ulig Burtons eget barndomshjem, og filmen dyrker i sin Frankenstein-inspirerede fortælling outsideren og massernes frygt for det anderledes og unikke.

Vincent Price spiller i sin sidste filmrolle videnskabsmanden, der skaber Edward Saksehånd, og det betød meget for Burton igen at genforenes med barndomsidolet Price, der var syg af kræft.

Til rollen som Edward Saksehånd blev den unge Johnny Depp castet, og makkerparret Depp og Burton skulle snart vise sig at være ren filmmagi, og det er ikke uden grund, at de har lavet hele syv film sammen inkl. den premiereaktuelle 'Alice i Eventyrland' (2010).

Ensomme eksistensers eventyr
Efter 'Edward Saksehånd' indvilligede Tim Burton i at instruere en forsættelse til Batman, men på én betingelse. Han ville have komplet kontrol over filmen. Det fik han, og det kom der den stilsikre 'Batman Returns' (1992) ud af.

Tim Burton ønskede, at 'Batman Returns', modsat 'Batman', blev en personlig film. Burton var ikke interesseret i at lave en typisk Hollywood blockbuster med hæsblæsende overfladisk action. Burton ville skabe en fortælling om ensomme eksistensers eventyr i storbyen Gotham City.

Dybe ar på sjælen
Batman skildres endnu mere indadvendt og ensom af Michael Keaton, og han får kamp til stregen af to andre dyremennesker og outsidere, Catwoman, forførende spillet af Michelle Pfeiffer, og Pingvinen, diabolsk og tragisk spillet af Danny DeVito.

Både Catwoman og Pingvinen har ligesom Batman dybe ar på sjælen og seriøse psykologiske problemer, hvilket filmen ikke er bleg for at understrege på overbevisende og underholdende vis. 'Batman Returns' er på mange måder en af de mest rendyrkede Burton film, da den fra første scene tryllebinder med sin gotiske stil og går lige i hjertet med sine længselsfulde karakterer, der dvæler i deres tilstand som outsidere.

De konservative filmchefer
'Batman Returns' blev som ventet en succes, men dens mørke stil og sexede scener med Catwoman var alligevel for meget for Warner Bros. konservative chefer, der mente, at filmen var alt for vovet til at gå i spænd med deres idealer for en Hollywood blockbuster, der skal sælge lige så mange McDonalds menuer som biografbilletter.

Warner Bros. tog derfor Batman-franchisen ud af Tim Burtons kyndige hænder og gav den videre til instruktøren Joel Schumacher, der satte alt over styr med sine to neonfarvede og ekstremt poppede Batman film, 'Batman Forever' (1995) og 'Batman & Robin' (1998).

Stor kærlighed i sort-hvid
Efter Warners Bros. negative modtagelse af 'Batman Returns' søgte Tim Burton igen tilbage til sine barndomsglæder, og som tilfældet var det med Edward Saksehånd, kom der også denne gang en dybt personlig film ud af processen.

'Ed Wood' (1994) fortæller med stor kærlighed og i sort hvid om den virkelige instruktør, Edward D. Wood Jr., der i 1950erne stod bag nogle af de mest talentløse og gennemført bizarre filmproduktioner. Film, som Burton selv dyrkede i sin barndom.

Filmen skildrer hjerteligt og indlevende venskabet mellem de to outsidere Ed Wood og den aldrende Belga Lugosi, der spillede Dracula i sin storhedstid. Et venskab, der på mange måder afspejler Burtons eget venskab med Vincent Price. Martin Landau vandt en Oscar for sin portrættering af Bela Lugosi.

Upatriotiske kommercielle flop
Selvom 'Ed Wood' hører til blandt Tim Burtons bedste film, blev filmen et kommercielt flop. Hans næste film blev heller ikke den ventede succes, da den sort humoristiske science fiction film 'Mars Attacks!' (1996) kom ud på det amerikanske marked på det helt forkerte tidspunkt.

Det amerikanske publikum var slet ikke klar til 'Mars Attacks!' fandenivoldske og upatriotiske tone kun et halvt år efter, at den patriotiske science fiction basker Independence Day havde toppet hitlisterne. Ikke overraskende klarede Mars Attacks! sig bedre på det mindre patriotiske europæiske filmmarked.

En hyldest til Hammer Horror
Tim Burton trængte til en sikker succes, og efter at have spildt flere år på et mislykket Superman-projekt vendte Burton endnu engang blikket væk fra mainstream Hollywood og mod en af sin barndoms passioner.

Det klassiske gotiske gys. 'Sleepy Hollow' (1999) er en hyldest til de engelske Hammer Horror film, og Burton valgte meget passende at optage on location i England. Igen er hovedpersonen en outsider, han hedder Ichabod Crane og spilles naturligvis af Johnny Depp.

Ville hellere hoppe ud af et vindue
'Sleepy Hollow' blev et tiltrængt hit, og den kommercielle succes fortsatte med remaket af Abernes Planet, der desværre blev Burtons til dato mest upersonlige værk. 'Planet of the Apes' (2001) har intet af den hjertevarme og personlige gnist, der normalt kendetegner Burtons værker.

Der var rygter om en fortsættelse, men selv udtalte Tim Burton, at han hellere ville hoppe ud af vinduet i et højhus, end lave endnu en 'Planet of the Apes'. Én god ting kom der dog ud af 'Planet of the Apes', da Tim Burton mødte sin hustru, Helena Bonham Carter, under optagelserne.

Johnny Depp synger og myrder
Tim Burton fortsatte succesen med mere personlige projekter som 'Big Fish' (2003), 'Charlie og Chokolade Fabrikken' (2005) og 'Corpse Bride' (2005), der er den åndelige efterfølger til hjertebarnet 'The Nightmare Before Christmas' (1993), som Burton i sin tid skrev og producerede, mens hans instruerede Batman Returns.

I 2007 valgte Tim Burton at instruere sit mest gennemført gotiske værk for voksne - horror-musicalen, 'Sweeney Todd: Den Djælvelske Barber fra Fleet Street'.  Johnny Depp viste i rollen som den psykisk ustabile outsider Sweeney Todd, at han både kunne synge, barbere og myrde løs, og han blev fuldt fortjent Oscarnomineret for rollen.

'Alice' er et naturligt valg
Den premiereaktuelle 'Alice i Eventyrland' synes som et naturligt valg for Burton. En klassisk eventyrfortælling, der tryllebinder med sin visuelle iderigdom, skævhed og fokus på outsideren Alice, der tumler ned gennem kaninhullet til en drømmeverden, hvor alle er psykisk ustabile og outsidere. Ikke mindst den gale hattemager, som Johnny Depp naturligvis spiller.

Rejsen forsætter ned gennem kaninhullet
Tim Burton er et levende bevis på, at selv tilmurede vinduer og en triviel barndom i forstæderne kan føre uanede rejser ind i fantasiens verden med sig, så længe man er tro mod sig selv og aldrig giver køb på sine passioner. Tim Burton fortsætter uden tvivl sin eventyrlige rejse ned gennem kaninhullet mange år frem, og alle vi andre tager hellere end gerne med.