Fest for børn og bøger
15. mar. 2010 16.06 KulturLitteraturfestivaler og bogmesser er ikke forbeholdt de voksnes verden. Børn og de unge skal da også være med. Og om en måned får Danmark sin første litteraturfestival for børn og unge, som vil finde sted på Holmen i København den 16. og 17. april.
Litteraturfestivalen, som hedder Bogfestivalen.dk, skal fungere som en levede platform for litteratur til børn og unge. Festivalens gæster får lejlighed for at møde forfattere, forlag, illustratorer og boghandlere.
For lidt opmærksomhed på BogForum
Arrangørerne bag festivalen er stærkt inspireret af det årlige BogForum for de voksne og mener, at børne- og ungdomslitteraturen fortjener sit eget forum:
- Børnelitteraturen skal have sin egen festival, fordi børnelitteraturen ofte kommer i 2. række både i medier og på den årlige på BogForum. Børnebøger er ofte med på BogForum, men får ikke nok opmærksomhed. Børne- og ungelitteraturen fortjener også et sted, hvor børn kan møde forfattere, forklarer den ene af festivalens to arrangører, Lotte Lykke Simonsen.
Hvor børn kan se yndlingsforfatteren dybt i øjnene
Og Lotte Lykke Simonsen mener, at børn og unge vil være ligeså interesserede i at møde forfattere, som de voksne er på BogForum:
- Jeg tror, det er vigtigt for børn at komme tættere på forfattere, få deres autograf, se dem i øjnene og sidde og snakke med dem.
Det får man ikke mulighed for andre steder, det tror vi på, at der er brug for, forklarer hun.
Og blandt de annoncerede navne finder man blandt andet Trine Dyrholm, som er forfatter til "Pigen der ville kede sig ihjel", Wikke og Rasmussen, Alberte og Kim Fupz Aakeson.
ORLA prisen "Årets børnebog" bliver uddelt på festivalen, og Ramasjang Live's vært Mikkel Kryger uddeler prisen sammen med en børnejury. Det hele vil blive optaget og sendt på Ramasjang live.