Bodil i von Triers tegn
21. mar. 2010 11.52 KulturLars von Trier kan ende med at blive den store vinder ved aftenens Bodilfest, hvor hans film "Antichrist" er blandt de nominerede.
"Antichrist" er nomineret til årets bedste film. Franske Charlotte Gainsbourg og amerikanske Willem Dafoe kan få den særprægede fornøjelse at blive kåret til henholdsvis årets bedste kvindelige og mandlige hovedrolle i en dansk film. "Antichrist" er nemlig en engelsksproget film, instrueret af danske Lars von Trier og produceret af Zentropa.
Ved Robert-festen for godt en måned siden hentede "Antichrist" ikke mindre end syv priser, blandt andet som årets bedste danske film.
Ikke årets mest sete film
Selv om kun 82.634 mennesker har købt billet til "Antichrist" er den uden tvivl årets mest debatterede danske film. Blandt konkurrenterne ved aftenens Bodilfest er "Headhunter", der er set af 221.000 mennesker i biograferne. En tredje konkurrent er "Kærestesorger" af Nils Malmros. Den er set af 175.120 billetkøbere.
Endelig er "Applaus" med kun 40.000 solgte billetter
og "Old Boys" med et billetsalg på 65.000 med i opløbet om at blive årets bedste film.
Årets absolut bedst sælgende film er "Mænd der hader kvinder", der har fået mere end en million mennesker i biografen. Den er instrueret af danske Niels Arden Oplev med svenske skuespillere.
Filmen er hverken nomineret i danske eller udenlandske kategorier. Bodil-prisen er blevet uddelt siden 1948 af Filmmedarbejderforeningen, der idag tæller 40 filmskribenter og anmeldere fra de københavnske dagblade.
Filmbranchen skrider op ad den røde løber i Imperial biografen i København her til eftermiddag og spændingen udløses i aften klokken 18.30