Damon Albarn anklaget for at ryge på scenen
22. mar. 2010 16.47 Kultur
Opdat.: 22. mar. 2010 18.30Gorillaz har netop taget hul på en såkaldt "øveturne", og i aftes optrådte musikerne bag tegneseriebandet i Portsmouth. Og midt i showet tændte Damon Albarn en cigaret.
Ikke nok med det, bassisten Paul Simonon, som tidligere spillede i The Clash, røg ind til flere cigaretter, og det må man ikke.
Loven er meget klar
Derfor har Action on Smoking and Health (Ash) nu tænkt sig at lægge sag an mod både Damon Albarn og Paul Simonon for at statuere et eksempel. Det skriver Independent.
- Der er ingen undskyldning for det, da det er indendørs og loven er meget klar, siger Amanda Sandford, der er talskvinde for Ash.
- De burde få en bøde. Det gælder ikke kun kunstnerne, det gælder også stedet, hvor koncerten foregik. Jeg forventer at de lokale myndigheder vil gøre, hvad der er nødvendigt, siger hun.
Rebelsk opmærksomhed
Koncerten blev afholdt i Wedgewood Rooms, og personalet har ikke fået nogen klager over de rygende musikere.
Og det overrasker egentlig ikke Ash's talskvinde.
- Jeg går ud fra, at de synes, det er rebelsk, og at de måske får lidt ekstra offentlig opmærksomhed ud af det, siger hun.
PR for hvem?
Men selv har hun kun klaget og truet i offentligheden og endnu ikke til de offentlige myndigheder. I hvert fald ikke ifølge Paul Hunt, som er ansvarlig for den slags hos Portsmouth bystyre.
- Vi har ikke modtaget nogen officielle klager om rygning under Gorillaz' optræden, men hvis der kommer klager, så vil efterforske sagen, siger han.