Superman er verdens dyreste tegneseriehelt
31. mar. 2010 07.00 Udland
Opdat.: 31. mar. 2010 08.08Selvom man går i tights og har underbukserne uden på tøjet, kan ens billeder godt indbringe millioner.
Det beviser en auktion fra ComicConnect.com, der netop har solgt den første tegneserie med superhelten Superman for 1,5 million dollar eller 8,3 millioner kroner.
Superman slår Batman
Dermed overhaler Superman tegneserierivalen Batman som den dyreste tegneseriehelt nogensinde. En Batman-tegneserie indbragte for et par uger siden 1,075 millioner dollar.
Den dyre tegneserie er det første nummer af serien Action Comics, der udkom i 1938 til den mere beskedne pris på 10 cent.
Den hellige gral
- Det er den hellige gral af hellige graler, siger ejeren af online-auktionen, Vincent Zurzolo, til CNN om tegnesierien.
Der findes kun mellem 50 og 100 eksemplarer af Action Comics nummer et, og det solgte eksemplar er i ekstremt god forfatning.
Hemmelig køber
Køberen af tegneserien er ifølge online-auktionen en stor fan af Superman, men han har ikke villet stå frem efter købet.
- Vores køber har, ligesom de fleste af superheltene derude, en hemmelig identitet og vil gerne fortsætte på den måde, siger Vincent Zurzolo, til CNN.