Legetøjet der aldrig bliver glemt

Legetøjet der ikke bliver glemt

Anmeldt af Martin Lennon

Det er elleve år siden, vi sidst var i skønt selskab med Woody, Buzz og alt det andet legetøj fra Toy Storys magiske verden. Elleve år er lang tid. Legetøj ældes naturligvis ikke, men det gør mennesker. Dem, der i deres barndom så Toy Story 1 og 2 i biografen, er i dag voksne, og det samme er sket for drengen Anders i Toy Storys verden. Anders er på vej til college. Legetøjet er forlængst gemt væk og lever i et spinkelt håb om, at Anders en dag vil lege med dem en allersidste gang. Et legetøjs største frygt er nemlig at blive glemt.

Vovet og smukt
Følelsen af vemod og ensomhed er fra første færd tilstede i 'Toy Story 3'. Det er vovet og smukt gjort af filmstudiet Pixar. Selvfølgelig er eventyret også i fokus med masser af humor og ramasjang, denne gang i 3D, men livets skyggesider lurer hele tiden, som en trold i en æske.

Livsbekræftende filosofi
Fantastiske fortællinger for børn og voksne, der både tager livets lyse og mørke sider seriøst, er blevet Pixars varemærke. Især Pixars to seneste værker 'Wall-E' og 'OP' har ikke været blege for at skildre menneskelige følelser og nære relationer, der strækker sig langt ud over, hvad vi er vant til at se fra store familievenlige Hollywood produktioner. Glæde og lykke går i Pixars værker ofte hånd i hånd med sorg og frygten for at blive ensom. Intet lys uden skygge, og den filosofi er 'Toy Story 3' en smuk og livsbekræftende videreførsel af.

En bitter bjørn
Filmens omdrejningspunkt er legetøjets oplevelser på en daginstitution. Her hersker den ved første øjekast ih, åh så hyggelige Teddy Krammebjørn. Men det godmodige udseende kan snyde, da Teddy er en gammel bitter bjørn, der har mærket legetøjets største frygt på egen pels. At blive glemt af dem, der elskede en. Derfor styrer han nu daginstitutionen med hård pote, hvilket får en til at tænke på den skræmmende herskergris Napoleon fra George Orwells animerede 'Animal Farm'.

En hilsen til Tin Toy
Alt nyt legetøj bliver sendt over til vuggestuen, hvor de savlende babyer gumler, flår og skriger sig igennem det forsvarsløse legetøj. En fin hilsen til Pixars Oscarvindende kortfilm 'Tin Toy' fra 1988. Ved at få det nye legetøj placeret hos skrigeballonerne kan Teddy Krammebjørn og hans nærmeste kumpaner, der bl.a. tæller Barbies pyntesyge mandlige modsvar Ken, leve det søde liv fyldt med nænsom leg blandt de mere modne børnehavebørn.

Hæsblæsende fængselsflugt
Vores hovedpersoners flugt fra vuggestuen er filmens dramaturgiske drive. En hæsblæsende fængselsflugt i bedste Hollywood stil. Det bliver ikke nemt, og det ser endnu mere sort ud for vore kære legetøjsvenner, da Teddy Krammebjørn og hans kumpaner får omprogrammeret Buzz Lightyear til at tjene deres sag.

Stakkels spanske Buzz
Stakkels Buzz. I den første 'Toy Story' opdagede han, at han slet ikke var en ægte spaceranger. I 'Toy Story 2' blev han forbyttet med en sindsforvirret kopi, og i 'Toy Story 3' bliver Buzz ikke blot omprogrammeret til at arbejde for filmens skurk. Han bliver sågar omprogrammeret til at tale spansk, hvilket fører en del morsomme momenter med sig. Buzz Lightyear er både Toy Story seriens målrettede actionman og komiske klovn. Heldigvis gør han det - ligesom sine frie fald - med stil.

Sheriffen til undsætning
Woody spenderer en stor del af filmen på sin egen mission. At finde tilbage til Anders. Han vil  overbevise de andre stykker legetøj om, at de ikke er glemt af Anders, og at deres forflytning til daginstitutionen var et simpelt uheld. Ganske som i den første 'Toy Story' har Woody store kvaler med at få overbevist alle de andre om sandheden. Han tager derfor sagen i egne hænder. Woody må dog også her erkende, at det er svært at være ene og alene i den store verden, når man blot er en 15 centimeter høj cowboydukke med snor i ryggen og standardreplikker som: "der er en slange i min støvle.". Men da tingene spidser til for hans venner, må han naturligvis komme dem til undsætning, som den sheriff, han er.

Nervepirrende genistreg
Filmens klimaks er en nervepirrende og nærværende genistreg, der illustrerer Pixars evne til at skabe fortællinger, der rammer os lige i hjertet. Man sidder spændt som en flitsbue på det yderste af biografsædet med et smil på læben, mens tårerene presser sig på. Tro mig, 'Toy Story 3's sidste akt er noget af det smukkeste, Pixar endnu har præsteret. Helt på højde med den dybt rørende start i 'OP'.

Ren magi
'Toy Story 3' er den perfekte treer og en mere end værdig afslutning på serien. Mageløs fortalt og med en uhørt sans for detaljen. Nostalgisk uden at være en kopi af de tidligere film. Mere vovet og voksen uden at miste det mindste af sin vidunderlige barnlige uskyld. Man både griner, græder og jubler på samme tid. Det er i sig selv en bedrift. Toy Story fans får den fantastiske fortsættelse, de har drømt om i elleve år, og nye Pixar-disciple kan med god grund begynde her.
'Toy Story 3' er ren magi.