Peter Høeg: Min tro er i mine bøger
02. sep. 2010 11.00 Kultur
Opdat.: 02. sep. 2010 16.00Da Peter Høeg i 2006 udsendte romanen "Den stille pige" skabte det forargelse i store dele af den danske presse. Knivene var fremme, da flere mente bogen var én stor reklame for det kontroversielle spirituelle new age-kollektiv Vækstcentret i Nørre Snede i Jylland ledet af Høeghs gode ven Jes Bertelsen.
Høje tanker om læseren
Fire år senere er Peter Høeg tilbage som forfatter med bogen "Elefantpassernes børn", der udkommer den 10. september. Forfatteren er stadig tilknyttet Vækstcentret, han taler stadig om litteraturen som et bevidsthedens og et hjertets laboratorium, men håber og tror ikke, at hans tilknytning til centret påvirker læserne af hans nye roman.
- Jeg har høje tanker om mine læsere og tror ikke, at mennesker automatisk lader sig influere af, hvad de hører og tager paraderne op. De fleste læsere kan godt åbne sig og læse bogen på dets egne præmisser. Men jo, der findes da alle mulige fordomme, og jeg har aldrig lagt skjul på, at Jes Bertelsen er min ven og lærer, og at jeg bor i Væksthuset og er med til at drive det, fortæller Peter Høeg DR Kultur.
Kærligheden flyder ind i teksten
Det nære forhold til Væksthuset vil med stor sandsynlighed atter få diskussionerne om forfatteren til at blusse op med udgivelsen af den nye roman. Det bekymrer dog ikke Peter Høgh, at man i bogen godt kan mærke tilknytningen til Væksthuset.
- Det er det samme som, at John Lennon lod sit kærlighedsforhold til Yoko Ono flyde ind i sine sange. Når jeg skriver flyder min kærlighedspartners væsen, mine børn og Jes Bertelsen ind i teksten, da de står mit hjerte nær og er en del af min hverdag, men det er jo ikke noget, der dikterer handlingen eller hensigten med hvad jeg skriver, siger han.
- Det er først problematisk, hvis man - eller jeg - bliver missionærende eller en anden persons ideer overtager det kunstneriske projekt. Det skal jeg være vågen overfor. Problemet med min tilknytning til Vækstcentret er, at man automatisk tænker sekt, som er et ord mange står undrende overfor. Men denne undren bør ikke føre til automatisk lukning over værket, siger han.
Sammenfaldet er det smukke
Senere på efteråret udsender Vækstcentrets leder Jes Bertelsen et værk med titlen "Essay om frihed", der taler om at genopdage verdensreligionernes fælles kerne af empati og fordybelse. Det er nogle af de samme emner, som Peter Høeg behandler i sin nye roman.
Sammenfaldet af de to udgivelser forplumrer ikke vandet, ifølge Høeg, der heller ikke nødvendigvis synes, det er nødvendigt, at der opstilles et skarpt skel mellem sit forfatterskab og sin spiritualitet.
- Spørgsmålet er, hvorfor de to ting nødvendigvis skal skilles ad. Den smukke ting ved kunstnen er netop, at den kan etablere helhed og sammenhæng, siger han.
Hele interviewet med Peter Høgh kan høres i Skønlitteratur på P1 lørdag eftermiddag.
"Elefantpassernes børn" udkommer den 10. september.