Guns 'n Roses jaget ud med flasker
02. sep. 2010 14.12 KulturDer er meget koncertballade med det gamle rockband Guns 'n Roses for tiden. I aftes gik det så amok i Dublin i Irland, hvor skuffede fans kastede flasker mod bandet, efter at have ventet på det forsinkede band i over halvanden time.
Det skriver den irske hjemmeside www.entertainment.ie
- En flaske mere og vi tager hjem, lød det fra den langhårede forsanger.
Og sådan blev det - Axl Rose og kompagni forlod i hvert fald scenen på det store spillested O2, hvor publikum tydeligvis var frustrede og aggressive. Mange buhede også af bandet, som man kan høre på en koncertgængers YouTube-video.
Også utilfredshed hos Axl Rose
Guns 'n Roses har da også for vane at lade sine fans vente - endda meget længe. Ved bandets koncert i Bergen i Norge denne sommer var Axl Rose og vennerne hele to timer forsinket.
Noget nær samme forsinkelse oplevede festivalpublikummet i de britiske byer Reading og Leeds.
Men utilfredsheden går åbenbart begge veje, for i forbindelse med bandets koncerter på de to britiske festivaler, havde Axl Rose brokket sig over, at de ikke fik den lovede spilletid. Men det var jo netop fordi bandet selv var kommet for sent i gang, svarer festivalerne.