Gratis musik på nettet flopper
22. nov. 2010 14.55 Kultur
Opdat.: 22. nov. 2010 15.23Alt gratis er godt, ikke mindst når det handler om lovlig musik på nettet. Skulle man tro.
Men de danske biblioteker må sande, at deres gratis og lovlige streamingtjeneste, bibzoom.dk, ikke har den appel, som bibliotekerne selv havde regnet med.
Bibliotekerne havde forventet, at mindst 15 millioner musiknumre ville blive streamet, altså hørt via computeren, men ikke downloadet, inden årets udgang. Men efter at have været på nettet siden 1. juli er der kun blevet streamet i underkanten af en million numre.
Sværere fødsel end forventet
Det er desværre ikke helt uventet, for bibliotekerne har ikke fået aftaler med de store pladeselskaber, og derfor kan den gratis streamingtjeneste ikke tilbyde de nyeste og største hits, fortæller områdedirektør for Statsbiblioteket i Århus, Flemming Munch, der leder projektet.
Derfor vil Flemming Munch heller ikke kalde det en fiasko.
- Men det har været en hård fødsel og sværere, end vi troede. Vi har ikke alle de hitlistehits i vore katalog, som vi har behov for at have, siger Flemming Munch til DR Kultur.
Fremtiden vil streaming
Han ærgrer sig over, at pladeselskaberne sprang fra til allersidst, men på den anden side forstår han dem godt. Pladeselskaberne ønsker nemlig ikke, at bibliotekernes streamingtjeneste skal stå i vejen for lignende, kommercielle tjeneste som eksempelvis Spotify, der endnu ikke er kommet til Danmark.
Til gengæld bliver brugerne væk, så længe udbuddet ikke dækker den mest populære musik.
Men bibliotekerne forhandler med pladeselskaberne om en aftale, og Flemming Munch føler sig overbevist om, at den er i hus i løbet af næste år. Og når først alle de populære numre er tilgængelige, vil brugerne også komme, mener Flemming Munch
- Man kan nemlig ikke forhindre fremtiden, siger han til DR Kultur.
40 millioner næste år
Når og hvis alle aftaler kommer på plads så gentager Flemming Munch gerne sine tidligere ambitioner for streamingtjenesten, som han mener har et enormt potentiale.
- Så tror jeg vi vil nå op på 40 millioner streams på et år, siger han til DR Kultur.
Hør Kulturnyt på P2 klokken 15.30 eller på P1 18.50, hvor konkurrencen mellem de forskellige tjenester diskuteres, og hvor der gives et bud på, hvordan fremtiden ser ud.