Fans fejrer Star Wars-dag i dag

Star Wars-fans over hele verden fejrer i dag Star Wars-dag pga. det berømte ”May the force be with you citat”, der ifølge dem minder om sætningen ”May the fourth be with you”…

I dag vil Anakin Skywalker åbenbare sig rundt omkring i verden. Stormtropper vil patruljere på gader rundt omkring i storbyer, og prinsesse Leia vil søge efter Han Solo.

Fjerde maj er nemlig blevet udråbt til Star Wars-dag af Star Wars-fans over hele verden.

Det flittigt brugte citat fra Star Wars: "May the force be with you", minder ifølge Star Wars-entusiaster nemlig så meget om "May the fourth be with you" - (Fjerde maj med dig, red.), at dagen i dag er hellig for fans af George Lucas-universet.

Nyt "kæmpe Star Wars"-projekt annonceres

Verden over er der planlagt arrangementer til ære for Star Wars-filmene.

Ud over at hundredtusindvis af fans fejrer dagen med Star Wars-hyldester på Twitter og Facebook, bliver holdt optog i byer verden over. Bl.a. er der såkaldt "Intergalactic Star Wars Day" i Toronto med kostumekonkurrence, konkurrencer og optog, mens der i Baltimore er arrangeret Darth Vader-piñata, kostumekonkurrencer og Star Wars-tatoveringer.

Mens Star Wars-fans fejrer den uofficielle helligdag, har Lucasfilm valgt at bruge dagen til at annoncere et "kæmpe" Star Wars projekt. Ifølge den officielle Star Wars-hjemmeside drejer det sig dog blot om udgivelse af Star Wars på Blu-ray.

Margaret Thatcher startede trenden

Det var dog ikke Star Wars-fans, der fandt på at bruge den kreative læsning af "may the force be with you" oprindeligt.

Da Margaret Thatcher blev valgt til Storbritanniens første kvindelige premierminister, skete det 4. maj 1979.

Det fik hendes parti til at indrykke en reklame i avisen London Evening News, hvor der stod: "May the fourth be with you, Maggie. Congratulations".

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Kultur med dig

    Få dagligt nyt fra DR Kultur.

    Vis alle nyhedsbreve