Vi sværger mest til de gamle sange
27. okt. 2011 16.25 KulturOkay, så Falullahs engelsksprogede "I lay my head" sneg sig lige ind - og det samme gjorde sangen "Cancer" med Carpark North.
Men ellers er der nu langt mellem sangene af nyere dato, da vi her på dr.dk/kultur i anledningen af Spil Dansk Dagen ville høre, hvad der er din yndlingssang.
- Når vi taler om danske sange og især danske tekster, kan man ikke komme uden om C.V. Jørgensen. Sangen "Bellevue" er meget vellykket. Teksten beskriver stemningen rigtigt fint, melodien og omkvæd er godt (…) Kort og godt alt i den sang går op i en højere enhed, skriver Finn Siewertsen.
Frihedssang og efterårstoner
Endnu ældre er Bent Gjedsteds favorit:
- Poul Henningsens og Kai Normann-Andersens "Man binder os på mund og hånd". Noget af det bedste, der er skrevet på dansk om frihed, skriver han.
Og så var der en masse dr.dk-brugere, der meget forståeligt ikke kunne vælge bare én - og en del pegede også på C.V. Jørgensen.
- Af de ældre er det "Nu falmer skoven" - en vidunderlig tekst, der også er tidsaktuel, og så er melodien vidunderlig iørefaldende. Af de nyere må det være "Sæsonen er slut" med C. V. Jørgensen. Den tekst kan rive træer op med rødder, skriver Steen Søgaard og slutter med en smiley.
Juletræet med sin pynt
Også enkelte julesange har lusket sig ind blandt favoritterne:
- Og jeg bliver nød til også at nævne en af vores julesange: "Juletræet med sin pynt" af Mogens Lorentzen og Egil Harder. En dejlig tekst og en meget smuk melodi, skriver Troels Krogh.
Men imellem både julesange, salmer og især også mange 70'er- og 80'er-klassiskere kan en ny sang af Rasmus Nøhr nu også være med, mener Karoline Kaspersen:
- Udover Sebastian, Kim Larsen og Anne Linnet vil jeg gerne fremhæve Rasmus Nøhr og hans "Sød musik". Det er så smuk en kærlighedssang, der går lige i hjertet og giver mig kuldegysninger. Jeg er vild med de metaforer, han bruger i teksten, og ikke mindst musikken, skriver hun.
Kom med dit bud på en fantastisk dansk sang her.