Dansk folkemusik er eksotisk verdensmusik
31. okt. 2011 12.11 KulturEn rødternet dug, kaffeduft og snapseflaske er med til at sælge dansk folkemusik til udlandet.
I weekenden blev verdensmusikmessen Womex afholdt i Forum i København. Pladeselskabsfolk, koncertarrangører, festival-chefer og musikere fra omkring 100 forskellige lande var i hovedstaden for at købe og sælge musik.
- Vores mål er at komme i kontakt med folk fra hele verden, særligt det tyske, engelske og canadiske marked er interessant for os, fortæller et af de mange håbefulde orkestre - "Habadekuk" - til DR Kultur.
Den danske folkemusik er i høj kurs, særligt på den anden side af Atlanten, hvor den skandinaviske lyd opfattes som meget anderledes og eksotisk. Men konkurrencen er stor, så nogle tager alternative salgsmetoder i brug.
Tiltrækker internationale branchefolk
En af de internationale koncertarrangører, der var til stede i København i weekenden var canadiske Bob Jensen. Han er begejstret for den skandinaviske folkemusik, som han siger, det canadiske publikum oplever, som eksotisk verdensmusik.
Det var Morten Høirup, der havde inviteret Bob Jensen til Womex. Høirup er nemlig - udover at være guitarist - aktiv i det danske folkemusik-miljø, og står for at sælge dansk musik til udlandet igennem projektet "Danish Roots".
- Vi har inviteret ham fordi vi opfatter ham, som en vigtig person for danske folkemusikere. Det fede ved Bob er at han selv har danske rødder og det betyder enormt meget for hans interesse, siger Morten Høirup til DR Kultur.
Folkemusik henover en rødternet dug
På en af de mange stande på messen i Forum i weekenden sad musikerne fra det danske orkester "Habadekuk". De forsøgte at tiltrække sig opmærksomhed ved at skabe lidt dansk hygge omkring deres stand.
- Folkemusik er noget, der er blevet spillet i hjemmet, hvor man har jammet hen over køkkenbordet. Så vi tænkte: vi laver et køkken for, at få kaffeduft og hygge til at sprede sig og bryde med business-stemningen, forklarer bandets violinist Kristian Bugge.
Med rødternet dug, hjemmebag, kaffekande og snapsefalske spredte "Habadekuk" lidt god stemning. De fik opmærksomhed, ikke kun på grund af deres danske køkkenbord, men også for deres musik.
"De er fantastiske"
Lørdag vandt "Habadekuk", Danish Music Award Folks pris for årets danske album og Kristian Bugge fik prisen for, at være årets bedste folk-artist.
Også canadiske Bob Jensen lagde mærke det danske orkester, der spiller en særlig blandingsudgave af dansk folkemusik. Han var så imponeret, at han skrev kontrakt med dem.
- De er fantastiske. Jeg anede ikke, at traditionel dansk folkemusik kunne svinge, som den skotske og irske kan. Jeg kan se dem for mig på hvilken som helst stor udendørsscene i Canada, siger Bob Jensen.