Vild med Bøger for 20. gang
11. nov. 2011 08.50 Kultur
Opdat.: 10. nov. 2011 16.00Den begyndte længe før man kendte til et tv-program med næsten det samme navn. "Vild med bøger" hed den første københavnske bogmesse i 1992. Siden skiftede navnet til Bogforum. Nu fejrer messen 20-års jubilæum med et felt af meget stærke danske bøger.
Mere end leverpostej
- Feltet af årets danske bøger er stærkere i år end det har været længe. De danske forfattere nøjes ikke med at beskrive den normal-danske, leverpostejfarvede virkelighed. Masser af danske forfattere mikser realistiske historier med elementer af eventyr, science fiction, magisk realisme og gotik, siger Kåre Vedding Poulsen, der er redaktør i DR Kultur.
Eksempler kunne være forfattere som Jonas T. Bengtsson, "Et eventyr", Sally Altschuler, "En engel bag øret", Charlotte Weitze, "Det hvide kvarter", Lars Frost, "Skønvirke" og Erling Jepsen, "Hovedløs sommer".
600 forfattere
På de 20 år er Bogmessen vokset i omfang. I år vil over 600 danske og udenlandske forfattere være til stede. De vil læse op, signere og lade sig interviewe på messens ni scener og 126 stande. Bogforum er - udover at være startskuddet til julehandlen - også et kig ned i kassen med den kommende sæsons bøger.
- Der ikke er så mange romaner om krig i år som sidst år. Til gengæld optræder der en del krigsveteraner i de danske bøger. Det afspejler jo fint, at vi trækker os ud af de krige, som vi har været en del af. Derudover var sidste års bøger fuld af fortællinger fra Udkantsdanmark. Det er ikke så toneangivende i år. I stedet retter mange at vores forfattere blikket mod udlandet. Især vores novelleforfattere, siger Kåre Vedding Poulsen.
Tendenser
Der er - som de tidligere år - masser af krimier og biografier. Kåre Vedding Poulsen ser også en tendens til, at de danske forfattere tør tage favntag med de store og alvorlige emner, hvor det er okay at se alvorligt på verden og de udfordringer det moderne menneske står overfor. Også så er der fagbøgerne.
- De fagbøger, der bliver skrevet i disse år, bruger fiktionens virkemidler. Der tror jeg de stjæler en del af markedet fra skønlitteraturen. Det gælder for eksempel forfattere som Tom Buk-Swienty og Peter Øvig Knudsen, "Hippie".
Mere bondegård end zoologisk have
Langt de fleste aktuelle danske forfattere er at finde på Bogforum. Men Kåre Vedding Poulsen kunne godt have tænkt sig et stærkere felt af udenlandske forfattere, som var hentet til København for at markere jubilæet. Også selvom Bogforum for publikum er en succes bare med de danske forfattere.
- Danskerne kommer rejsende til Forum for at se "Giraffen". Men oftest er det jo netop ikke en "Giraf" de møder. De møder heste, ænder og køer i skikkelse af Hanne Vibeke Holst, Sara Blædel, Leif Davidsen og Hanne Bech Hansen.
- Der er svagt opbud af udenlandske forfattere igen i år. Det skyldes blandet andet, at de ikke gider slås om opmærksomheden i medierne med alle de andre aktuelle forfattere. Så vil de hellere optræde alene til for eksempel International forfatterscene på Den Sorte Diamant, siger Kåre Vedding Poulsen.
Han nævner dog forfattere som Richard Russo, Stefan Merill Block, Jo Nesbø og Michael Cunningham, som litterære verdensnavne, der gæster Bogforum i løbet af weekenden.