Megaevents skal afholdes i Øresundsregionen
23. jan. 2012 09.54 Kultur
Opdat.: 23. jan. 2012 11.18Hovedstadsområdet skal sammen med resten af Øresundsregionen forsøge at blive vært for en lang række såkaldte megaevents i de kommende år.
Det mener i hvert fald den svensk-danske samarbejdsorganisation Öresundskomiteen, der nævner VM i kvindefodbold, MTV Europe Music Awards og verdensudstillingen EXPO 2020 som gode eksempler på attraktive events.
- De skal sætte regionen på verdenskortet, siger regionsrådsmedlem Bent Larsen, der er medlem i Öresundskomiteen for Venstre.
Vil skabe stor interesse
Bent Larsen tror på, at det vil skabe interesse hos udenlandske firmaer og eventuelle tilflyttere.
- Det er en kombination af, at vi på den måde kan udvikle hovedstadsregionen som dynamo i Danmark både inden for erhvervsvækst og turisme. Dernæst handler det om at brande hovedstadsregionen som et område, hvor der sker en masse, siger han.
Forbund: Kun i Danmark
Til dagens udgave af Berlingske siger Danmarks Idræts-Forbund, at arrangementerne udelukkende bør holdes på dansk jord, men der er god grund til at samarbejde med svenskerne, siger Bent Larsen:
- Der er nogle af de her arrangementer, der er så store, at vi ikke kan klare det selv. Jeg tror ikke på, at vi kan klare en EXPO uden svenskernes hjælp.
Men med planerne er umiddelbart ikke nogle penge. Kulturminister, Uffe Elbæk (R), ser positivt på forslagene, men kan ikke love penge til Øresundsregionen.
Det kan lade sig gøre
Men det til trods tror Bent Larsen stadig på, at ideerne kan blive ført ud i livet:
- Man skal nok ikke regne med, at der kommer en masse penge. Det forestiller jeg mig heller ikke. Det skal vi regionen kunne løfte alene uden at stå med hatten i hånden. Men det er klart at det kræver velvilje fra Christiansborg.
Öresundskomiteen, som har udarbejdet den event-strategien, består af en lang række regionale toppolitikere fra både Danmark og Sverige - heriblandt overborgmester Frank Jensen (S) og Bent Larsen (V).