Radio24syv udvider med studie i Århus

Fra juni tager Radio24syv et nyt studie i brug i Århus og håber på, at lytterne udenfor København på den måde kan inddrages mere som gæster i programmerne.

Radio24syv rykker nu en lille del af produktionen til Århus, hvor radiostationen får til huse i Filmbyen.

I juni tager Radio24syv sit nye studie i brug. Herfra skal det faste program "Center for vild analyse" produceres, og der skal sendes en uges natradio om måneden. Desuden kan studiet blive interview-base for jyske kilder og gæster i programmerne.

Ramskov: Flere borgere skal være med

Og Jørgen Ramskov, der er direktør for Radio24syv, glæder sig over muligheden for i højere grad at inddrage folk udenfor København.

- Vi har jo fra starten vidst at en radio som os har en udfordring ved at være landsdækkende, fordi vi ikke har lokale redaktioner. Og derfor har vi hele tiden været på jagt efter at give borgere fra andre steder end København en bedre chance for at være med i vores radioprogrammer. De kan være med på telefon, de kan være med på Facebook og på andre måder, men det er klart, at det at kunne være i et studie med en ordentlig lydkvalitet er godt, siger han til DR Kultur.

Det skal handle om interessant radio

Radio24syv er tidligere blevet kritiseret for at være for københavnerorienteret, men Jørgen Ramskov mener ikke at lokale studier er den eneste vej til at blive landsdækkende.

- Det er jo ikke sådan, at det at man har folk siddende i enhver provinsby, er det samme som, at man er landsdækkende. Det handler jo dybest set om at lave radio som interesserer folk, uanset hvor i landet de bor.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Kultur med dig

    Få dagligt nyt fra DR Kultur.

    Vis alle nyhedsbreve