Uma Thurman spiller med i kontroversiel Trier-film

Uma Thurman er ny på rollelisten i Lars von Trier's "Nymphomaniac", som I øjeblikket er i gang med optagelserne i Køln, Tyskland.

Uma Thurman er ny på rollelisten i Lars von Trier's "Nymphomaniac", som i øjeblikket er i gang med optagelserne i Køln, Tyskland.

Det oplyser Zentropa i en pressemeddelelse.

"Nymphomaniac" handler om en kvindes erotiske rejse fra fødslen og frem til 50-års alderen, og historien fortælles af hovedkarakteren Joe, der er nymfoman. Hun spilles af franske Charlotte Gainsbourg, der - modsat Uma Thurman - tidligere har arbejdet sammen med Lars von Trier.

Hollywood-stjerner og danskere

I filmen kan man også opleve Stellan Skarsgård, Shia Labeouf, Jamie Bell og danske Connie Nielsen, der også får selskab af landsmændene Jens Albinus, Nicolas Bro og Jesper Christensen.

Og altså nu også Uma Thurman, der blev verdenskendt for sin rolle i Pulp Fiction - en rolle hun endda blev Oscar-nomineret for.

Det blev i øvrigt ikke sidste gang, hun arbejdede sammen med instruktøren Quentin Tarantino, der senere gav hende hovedrollerne i de hårdtslående film Kill Bill Vol. 1 og Vol. 2.

Sideløbende med hendes skuespillerkarriere er Thurman både producer og manuskriptforfatter.

Måske premiere i Cannes

Filmen "Nymphomaniac" ventes at få premiere næste sommer.

Det sker muligvis på filmfestivalen i Cannes, hvor Lars von Trier ellers faldt i unåde, da han i forbindelse med et pressemøde sidste år ytrede forståelse for Hitler.

Det selvmål har den danske instruktør siden trukket tilbage.

  • Print
  • Del artiklen: