Filmkonsulent om biografflop: Der skal være plads til at vove et øje

Den konsulentstøttede film Viceværten flopper i biografen, men der vil fortsat være plads til satsning, siger filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, Steen Bille.

556 solgte billetter blev det til i åbningsweekenden.

Filmen Viceværtens fortælling om en ung og uskyldig pige, der misbruges af ældre mænd på grund af sine helbredende kræfter, får danskerne til at udeblive fra biografsalene.

Og det selvom filmen har modtaget knap syv millioner danske støttekroner. Men de ringe besøgstal giver ikke anledning til at revurdere støtteordningen:

- Der skal også være plads til at vove et øje, siger filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, Steen Bille, til DR Kultur.

Eksperimenterende film har gode vilkår i Danmark

Som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut prioriterer Steen Bille statens støttekroner, og han så meget potentiale i Kathrine Wiedemanns "Viceværten".

- Jeg så en gribende historie om folk på afgrunden, der oplever noget uforklarligt, som er skrevet med både humor og ømhed, siger han til DR Kultur.

Hvorfor publikum har taget så dårligt imod filmen, er en gåde for filmkonsulenten.

- Jeg er forbløffet over seertallene. Til verdenspremieren på festivalen San Sebastian, tog det spanske publikum meget godt imod den. En film skal møde sit publikum. Og de eksperimenterende film, eller film med en anden historie, har normalt gode vilkår i Danmark, siger Steen Bille.

Plads til satsning

Viceværten har fået meget blandede anmeldelser, men Danske Biografer står over for en af de dårligste åbninger nogensinde for en konsulentstøttet spillefilm.

Dog kommer det ikke til at påvirke den fremtidige filmstøtte fra Det Danske Filminstitut, der netop har to forskellige støtteordninger, så der både er penge til store og små filmproduktioner.

- Hvor markedsstøtten går til film, der forventes at sælge over 150.000 billetter, går konsulentstøtten til de mindre film, som vi så håber og beder til, at folk også vil se. Der skal også være plads til at vove et øje, og det vil der fortsat være plads til, slutter Steen Bille.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Kultur med dig

    Få dagligt nyt fra DR Kultur.

    Vis alle nyhedsbreve