Ole Bornedals nyeste film, gyseren "The Possession", strøg direkte ind på den amerikanske hitliste, da den havde premiere i USA for tre måneder siden.
Men Danmarks anmeldere forudser ikke filmen samme succes herhjemme.
- Ole Bornedals gyser er angiveligt baseret på virkelige hændelser, men der skulle hellere have stået "baseret på alle andre eksorcisme-film", siger Filmselskabets Maria Månson, som giver filmen tre stjerner.
"Kliché stables på kliché"
Filmen handler om en splittet familie, hvor den yngste datter besættes af en dæmon. Og ifølge BT's Steffen Jungersen, læner filmen sig for meget op af andre klassiske gysere om dæmonbesættelser.
- Kliché stables på kliché, indtil hele halløjet styrter sammen. Glem "The Possesion" og gense "Eksorcisten" eller for den sags skyld "Tegnet" og "the Amityville Horror" i stedet, skriver Steffen Jungersen og kvitterer med to stjerner.
BT bakkes op af Ekstra Bladets Henrik Queitsch, der under overskriften "Samlebåndsgyser" mener, at filmen er gennemsnitlig.
- Skuespillet og filmhåndværket er der intet at indvende mod, men der er heller ikke noget, der for alvor påkalder sig opmærksomhed, skriver BT og giver tre stjerner.
Lidt ros fra Berlingske
Ole Bornedal skal slå op i Berlingske for at finde de mest positive, danske anmelderord. Kristian Lindberg giver filmen fire stjerner og følgende ord med på vejen:
- Det kunne være trivielt, men heldigvis har Bornedal tilføjet sin egen, danske mentalitet, hvor den bogstavelige historie kan læses som et allegorisk angreb på kernefamiliens borgerlige idyl.
Jyllands-Postens Jakob Levinsen vurderer filmen til tre stjerner og kalder den for "en slags disneyficeret nytolkning af Eksorcisten".
Skuffet smagsdommer
Politikens Kim Skotte mener, at en gyserfilm "helst skal ligne lort", og der fejler "The Possesion", mener han:
- Den dæmoniske æske rummer mest klichéer og gammelt godt fra gysernes genbrugsstation pudset alt for fine og blanke op med ny teknologi.
Politiken tildeler filmen tre hjerter.
Også smagsdommer og filmskaber Nikolaj Scherfig er skuffet over filmen, der ikke har Ole Bornedals karakteristiske særpræg, som han siger til Adrian Hughes i klippet til højre.
Ole Bornedals "The Possession" have premiere i danske biografer i går torsdag.
/ritzau/