Ingen, der har læst Det Lille Hus på Prærien-bøgerne - eller set tv-serien fra 1970'erne - glemmer det øjeblik, da Mary Ingalls - nybyggerfamiliens ældste datter - bliver blind.
Som 14-årig blev Mary ramt af en sygdom, der kostede hende synet og ændrede hendes livsbane. I bøgerne, som er skrevet af Marys lillesøster, Laura Ingalls Wilder, omtales sygdommen som skarlagensfeber.
Men nu har en amerikansk forsker godtgjort, at det ikke er tilfældet. Forsker Beth Tarini beskriver i en artikel i et amerikansk lægetidsskrift at alt tyder på, at Mary i stedet for skarlagensfeber blev blind af en hjernehindebetændelse.
Undersøgte gamle breve
Beth Tarini har lige siden hun blev læge undret sig over, at Mary skulle være blevet blind af skarlagensfeber. En sygdom, som var dødelig i 1880'erne, men som de fleste kom sig helt af.
Derfor satte hun sig for at undersøge sagen og er efter gennemgang af blandt andet breve fra Lauras Ingalls Wilder og samtidige avisartikler nået frem til den nye diagnose.
- Måske rettede Laura Ingalls forlagsredaktør diagnosen, fordi skarlagensfeber var nemmere at forstå for små børn, siger Beth Tardini til CBS News.