Gyldendal fyrer medarbejdere

Det danske forlag skærer i antallet af ansatte på grund af nedgangen i omsætningen.

Den økonomiske krise og de strukturelle ændringer i det danske bogmarked med e-bøger har sat den danske bogbranche under pres.

Nu tager forlaget Gyldendal konsekvensen og fyrer 18 medarbejdere samtidig med, at flere stillinger ikke vil blive genbesat, når medarbejderne fratræder i løbet af 2013.

- Fyringer nødvendige

Ifølge Gyldendals direktør Stig Andersen er fyringer et af flere nødvendige skridt for at sikre, at Gyldendal fremover får en mere fleksibel omkostningsstruktur og er bedre rustet til at møde en meget udfordrende omstillingsproces med generel nedgang i det danske bogmarked. Det er Gyldendals vurdering, at denne nedgang vil fortsætte i 2013.

- For det første er der den almindelige tilbageholdenhed hos bogkøberne, men måske allermest hos bogforhandlerne. En helt forståelig usikkerhed og en forsigtighed med at købe hjem til lager, for hvad, hvis de ikke kommer af med dem. Så dét er en kriseting, siger han til DR Kultur.

Så lave faste udgifter som muligt

Men ifølge Andersen er der også store strukturelle udfordringer i bogbranchens fremtid.

- Krisen går jo over, men de strukturelle ændringer i markedet med internettet og de digitale løsninger, de vil forstærkes i årene, der kommer. Og de forretningsmodeller, vi har kendt fra bøger og aviser, de vil være under pres. Det gør, at vi ønsker at have så få faste omkostninger som muligt, siger han til DR Kultur.

I aften klokken 18.10 interviewer Kulturnyt på P1 Bjarke Larsen, chefredaktør for fagbladet Bogmarkedet om Gyldendals fyringer og bogbranchens udfordringer.

  • Print
  • Del artiklen: