Lørdag den 11 januar 2003 vågner den legendariske leadguitarist i supergruppen The Who, Pete Townshend, op på forsiden af den britiske avis, The Daily Mail.
- Jeg kiggede ud af vinduet og gik i panik, skriver han i den biografi, der under titlen "Mit liv og The Who" udkommer herhjemme på torsdag. Hans hus i London er omringet af journalister, tv-vogne, kamerahold, fotografer og almindeligt nysgerrige.
Årsag: Avisen oplyser, at rockmillionæren er på en FBI-liste over besøgende på hjemmesider med børneporno.
Mission: Børneporno
Fem år tidligere har Townshend indledt en årelang mission rettet mod udbredelsen og konsekvenserne af børneporno på internettet. Han har oprettet en fond og investeret millioner i at hjælpe mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i deres barndom.
Pete Townshend forbereder en artikel på sin hjemmeside om pengemaskinen af online-banker og browser-firmaer, der tjener kassen på uanstændige billeder af børn. I den forbindelse indrømmer han i selvbiografien:
- Èn gang brugte jeg mit Barclaycard på en netadresse, hvor man kunne klikke på en side, der hed "Click here for child-porn" ("Klik her for børneporno", red.).
Et klik for meget
Det er det ene klik, Townshend hænges op på.
- Måske havde jeg gået lidt for stille med dørene omkring mine forskellige velgørenhedsaktiviteter", funderer han i selvbiografien. I hvert fald betyder indrømmelsen, at politiet gennemsøger hans hjem og kontor. Familiebilleder, videobånd, dusinvis af computerdiske og 11 computere konfiskeres. Townshend bliver forhørt på politistationen. Han bliver løsladt mod kaution, men sagen ender med at han modtager en advarsel.
-Nysgerrighed, research, forståelse, perspektiv, ja selv terapi kunne ikke mildne denne særlige forbrydelse, belærer en retsekspert ham.
- Som ventet kom stemplingen som sex-forbryder til at forfølge mig, skriver en resigneret Pete Townshend i "Mit liv og The Who".
Bogen udkommer herhjemme den 24. januar.