Danmarks næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof, kunne højest overraskende i dag præsentere et regnskab med et overskud på fem millioner kroner i 2012.
Det skriver forlaget i en pressemeddelelse.
Overskuddet er overraskende, da forlaget selv havde forventet et underskud for 2012, mens det først var i regnskabsåret 2013, at der var forventninger om sorte tal på bundlinjen.
- Det er et rigtig godt år at have overskud i. Vi har fremgang på samtlige redaktioner, og jeg mener helt overordnet, det er et vendepunkt for forlaget, hvor vi vil fortsætte med positive tal næste år, siger direktør for Lars Boesgaard til dr.dk/kultur.
Færre ansatte og flere digitale satsninger
Det er første gang i fem år, at forlaget kan præsentere et overskud, og det positive resultat skyldes ikke mindst, at Lindhardt og Ringhof har skåret massivt i sine omkostninger, forklarer Per Hedeman, der er formand for bestyrelsen hos Forlæggerforeningen til dr.dk/kultur.
- Lindhardt og Ringhof har taget hårdt fat og skåret dybt i omkostningerne, og det ser man nogle positive resultater af i dag, siger Per Hedeman, der samtidig roser forlagets evne til at tænke nyt.
- Lindhardt og Ringhof satser meget på det digitale marked, og derfor har de taget nyt og anderledes personale ind og opbygget en ekspertise, som man ikke har haft i gamle dage, forklarer Per Hedeman til dr.dk/kultur.
Ikke et vendepunkt for branchens krise
Overskuddet kommer efter lang tids krisestemning i bogbranchen, hvor blandt andre forlaget Gyldendal for nylig måtte fyre 18 medarbejdere og hvor Gyldendals direktør, Johannes Riis, åbent bad politikerne om at afskaffe de frie bogpriser for at redde bredden i dansk litteratur.
Og spørger man Per Hedeman er overskuddet hos Lindhardt og Ringhof da heller ikke et billede på, at krisestemningen i branchen nu er vendt.
- Jeg tror desværre, det her overskud er et produkt af en voldsom omkostningsreduktion og ikke fordi, der er vækst i bogbranchen, siger Per Hedeman.
Heller ikke chefredaktøren for fagbladet Bogmarkedet, Bjarke Larsen, mener krisen på bogmarkedet nu er vendt.
- Det (overskuddet, red.) betyder først og fremmest, at man hos Lindhardt og Ringhof har fået helbredt en meget syg patient. Forlaget har haft underskud i mange år, så deres overskud er ikke et udtryk for, at det går godt, men snarere et billede på, at man har fået hebredt noget, som var ved at gå helt galt, fortæller Bjarke Larsen i fredagens udgave af Kulturnyt på P1.