Pilou Asbæk spiller rejsekongen Simon Spies og Nicolas Bro nulskat-advokaten Mogens Glistrup i ny dansk storfilm, der skildrer venskabet mellem de to. Filmen får først premiere til sommer, men allerede nu viser 21 Søndag på DR1 de første, færdigredigerede scener fra filmen; blandt andet en nøglescene, hvor Spies og Glistrup, omgivet af topløse damer på Kakadu Bar, finder på sloganet "Spies, Rejs og Vær Glad!".
Det forventes, at "Spies og Glistrup" bliver en af de helt store filmbegivenheder herhjemme i år. Filmen fortæller historien om, hvordan Spies og Glistrup sammen skaber erhvervseventyret Spies Rejser og charterrejse-kulturen, som vi kender den i dag.
Bag skægget
"Spies og Glistrup" udspiller sig i perioden fra de to studenter mødes på Regensen i 1964 til Simon Spies dør i 1984. Det er altså også perioden før Mogens Glistrup går ind i politik og bliver landskendt, som nu kommer op på biograflærredet.
Mens filmen skildrer den endnu ukendte nulskat-advokat håber Pilou Asbæk med sin præstation at løfte "en lille flig af, hvad der foregår inde bag skægget" på spradebassen og levemanden Simon Spies.
Mange danskere husker endnu de to kontroversielle personligheder. "Spies og Glistrup" bringer dem til live igen, larger than life på det store lærred..