Den er fyldt med propaganda, den kommende Hollywoodfilm 'The Fifth Estate' om WikiLeaks-stifteren Julian Assange.
I hvert fald hvis man skal tro hovedpersonen selv.
Under en livetransmitteret videotale til et hold studerende på Oxford Universitet, angreb Julian Assange filmen, som han fortalte, at han havde læst manuskriptet til.
- Det er løgn efter løgn. Filmen er et massivt propaganda-angreb mod Wikileaks og mine ansattes renommé, sagde han ifølge The Guardian.
Udover at være et propagandaangreb på sig selv, sine ansatte og WikiLeaks, kritiserede Julian Assange også filmen for at være et provokerende angreb mod Iran og for at opildne til en fremtidig krig mod landet.
Bor på Ecuadors ambassade
Det er manden bag filmen 'Dreamgirls', Bill Condon, der instruerer 'The Fifth Estate', og blandt andet spiller Daniel Brühn fra 'Goodbye Lenin' en af hovedrollerne som Julian Assanges fortrolige, Daniel Domscheit-Berg.
Filmen om Assange og WikiLeaks er baseret på Domscheit-Bergs bog 'Inside WikiLeaks: My Time with Julian Assange at the World's Most Dangerous Website' og på bogen 'WikiLeaks: Inside Julian Assange's War on Secrecy' skrevet af to journalister fra The Guardian.
Assange bor i øjeblikket på Ecuadors ambassade i London for at undgå at blive udleveret til Sverige, hvor han er sigtet for voldtægt og overfald.