Man kan kende sin filmfestival på sin taske. Mere eller mindre.
Når man tjekker ind på en af de tre store europæiske filmfestivaler i Cannes, Berlin eller Venedig får man udleveret en gratis lille taske til at bære sine pressemeddelelser og magasiner i. Og ved at nærstudere den taske får man et billede af den festival, der venter.
For eksempel går undertegnede rundt med en rød taske fra Berlins filmfestival i 2009. Den er slidt og forvasket, men den har smarte små rum med lynlåse og den passer perfekt til de internationale magasiner, der bliver udsendt dagligt i Berlin.
Den kom til verden, før finanskrisen bed sig fast, da der endnu var overskud og store armbevægelser i filmbranchen - da de store firmaer havde lyst til at smide store sponsorater i Berlins festival.
“Den røde løber har set rødere ud. Der er få amerikanske storproduktioner på festivalen - og dermed heller ikke mange stjerner.”
Per Juul Carlsen
Et sort plastiknet
Siden er festivaltaskerne blevet mindre og mindre, og i år er den på samme niveau som de plastikposer, de har udleveret på den hårdt pressede filmfestival i Venedig gennem flere år: et sort plastik-indkøbsnet med festivalens logo.
Misforstå mig ej. Jeg er ikke fornærmet over kvaliteten af min festivalgave. Jeg er bekymret over festivalernes og filmverdenens tilstand. Det er mange år siden, filmbranchen holdt op med at være en lukrativ branche, som rigmænd investerede deres penge i. Film er skidedyre at producere, og det er skide besværligt at få pengene ind igen - på trods af at hele kloden elsker at se film. Smid bare skylden på den digitale udvikling, der har gjort det nemt og billigt, næsten gratis, at se film.
Film af fængslet iraner
Det præger også den 63. udgave af Berlinalen, Berlins filmfestival. Bevares, det vælter med verdenspremierer, og instruktører som Gus van Sant, Ulrich Seidl, Steven Soederbergh og Richard Linklater viser deres film i selskab med nye spændende instruktører fra hele verden. Det viser også et vist overskud, at festivalen kan præsentere 'Pardé', en ny film af Jafar Panahi, på trods af at manden har siddet fængslet i Iran gennem de seneste tre år.
Og som sædvanlig disker Berlinalen op med talrige nye film, der ikke bare er historier, men input i politiske og moralske diskussioner - forsøg på at redde eller i det mindre ændre verden, simpelthen. For eksempel åbner festivallederen Dieter Kosslich sin introduktion til festivalens program med at glæde sig til Gus van Sants 'Promised Land' om et lokalsamfund, der står overfor sin undergang, da et firma vil udvinde gas af jorden under byen.
Mange film - få stjerner
Man skal være et forkælet skarn, hvis man brokker sig over udbuddet af film på årets Berlinale. Men noget er alligevel ikke helt, som det plejer. Den røde løber har set rødere ud. Der er få amerikanske storproduktioner på festivalen - og dermed heller ikke mange stjerner. Til gengæld vælter festivalen i film, der er produceret med penge fra fonde fra mange forskellige lande, simpelthen fordi det er svært finde investorer, der alene vil putte penge i én film.
Newzealænder med dansk film
Filmverdenen er i sandhed blevet global når den eneste reelt danske spillefilm i Berlin er 'The Weight of Elephants', produceret i Danmark med primært danske filmfolk, men instrueret af new zealænderen Daniel Joseph Borgman, der har fået sin uddannelse i København, og med hovedparten af produktionsstøtten fra new zealandske fonde.
