Efter en halv time kunne jeg ikke finde hoved eller hale i noget. Efter en time tog jeg mig en tiltrængt skraber. Efter halvanden var der pludselig noget, der blev vækket i mig.
Og da hele Wong Kar Wais åbningsfilm på årets filmfestival i Berlin, 'The Grandmaster', var forbi, var jeg pludselig fascineret. Hvilken besynderlig oplevelse. Må jeg lige få lov at se den igen?
Læs også DR til Berlinale: Den røde løber har set rødere ud
Forgabt i filmhistorie
De, der har set film af Wong Kar Wai, ved, at den Hong Kong-kinesiske instruktør fungerer efter sine egne spilleregler. Han er betydeligt mere interesseret i stil og look end i historier, og hans film hører til den slags, der altid bliver kopieret i modeblade.
Wong Kar Wai er ligeså fortabt og forgabt i filmhistorien som Quentin Tarantino. Kineseren referer bare ikke til gamle film, han refererer til stemninger, til design, til stil. Når to elskende tager afsked med hinanden i Wong Kar Wais film, er det med hele filmhistoriens symfoni-indsmurte ballast af kuldsejlet kærlighed.
Typisk kong fu
De elskende har aldrig elsket andre end lige netop hinanden, men omstændigheder og skæbnens puds gjorde, at det aldrig blev lige dem. Det er for eksempel rammen om de tre Wong Kar Wai-film, 'Days of Being Wild' (1990), 'In the Mood for Love' (2000) og '2046' (2004), der følger det samme pars fortumlede forelskelse.
I den henseende er 'The Grandmaster' en typisk Wong Kar Wai-film. Hele repertoiret af klichéer og manerer og idéer fra kung fu-filmene bliver hevet frem fra filmmuseet, men uden at Wong selv gør opmærksom på det, sådan som Tarantino ville gøre.
Der er bare kung fu for fuld udblæsning, klassisk sat op, med store slagsmål hvor én mand - eller kvinde - nedkæmper 10-12 sværdbevæbnede modstandere med de bare næver og fødder. Naturligvis i regnvejr og i lyset fra gadelygter. Det ser nemlig herresygt ud.
Dialogen falder ligeledes tungt og bombastisk som den har for vane i de såkaldte wuxia-film, lige fra de gamle Bruce Lee-film til Zhang Yimous 'Hero' og 'House of Flying Daggers', hvilket der bliver lavet grundigt spas med i animationsfilmen 'Kung Fu Panda'.
Lækre kameraindstillinger
Men 'The Grandmaster' ville ikke være en Wong Kar Wai-film hvis ikke instruktøren havde givet wuxia-filmene sit fingeraftryk med helt nogle ekstremt stiliserede scener, hvor en mand flyver gennem luften og rammer nogle istapper, der splintres mod den sneklædte jord i ultra-slow motion. Hver en scene, hver en kameraindstilling er så lækker, at man næsten kan høre alle verdens reklamefotografer tage noter.
Nåja, så er der historien. 'The Grandmaster' er Wong Kar Wais hyldest til Ip Man, en legendarisk læremester i kungfu, der bl.a. udøvede sin kampkunst i årene under 2. Verdenskrig, da japanerne besatte Kina.
Første film i 5 år
Det havde været indlysende med en kungfu-film, hvor kinesiske mestre smadrer de japanske invasionsstyrker, men det er ikke Wong Kar Wais projekt.
Han kæder mindfulness-filosofien bag kungfu sammen med et par store historier om tab af identitet, historie og kærlighed, og venter med at kæde det hele sammen til sidst, hvor vupti! Wong Kar Wai har lavet sit helt eget bud på wuxia-genren.
Det er hans første film i 5 år og afgjort hans bedste siden 'In the Mood for Love'. Får vi den at se i Danmark? Formentlig. Wong Kar Wai har mange fans i Danmark, ikke kun blandt reklamefotografer.
