Der er noget mytisk over de klapsalver, der dukker op efter verdenspremierer på de store festivaler.
Mange har måske hørt om de lange stående ovationer efter Thomas Vinterbergs 'Jagten' i Cannes sidste år? På et tidspunkt blev de opført til at have været omkring otte minutter lange. Og måske har nogen hørt om dengang i 2006, da publikum stillede sig på sæderne og klappede til Niels Arden Oplevs 'Drømmen' i i hvert fald 10 minutter.
Læs også Dagbog fra Berlinalen: Smid den nationale klaphat væk
Siden er det som om, klapsalverne er blevet længere for hver gang, nogen har fortalt om dem. Nu om dage varede de vist i 20 minutter.
Forkølelse blev rapporteret som gråd
Da new zealandske Daniel Joseph Borgmans 'The Weight of Elephants' havde verdenspremiere på Berlinalen lørdag middag, var der ingen klapsalver. Det er der ikke noget underligt i.
Det kommer nemlig helt an på, hvilken visning journalisterne rapporterer fra. Og om instruktøren og filmholdet var tilstede. Og en hel masse andet.
For tre år siden rapporterede en stor dansk avis, at der blev snøftet grundigt ved slutningen på Pernille Fischer Christensens sørgelige 'En familie' i Berlin.
Hvad journalisten ikke kunne vide var, at undertegnede, der sad et par meter fra journalisten, var midt i mit livs heftigste forkølelse. Sådan er der så meget, man skal holde for øje, når man hører om reaktionerne fra internationale festivaler.
Gallavisning = Klapsalver
De store klapsalver opstår som regel til gallavisningerne, hvor folk er feststemte og filmholdet kigger med for festens skyld. Og hvis filmen er sjov og opløftende, sidder klappene løsere.
Læs også Berlinale-premiere: Stjernen, der var lykkeligst når hun gav blowjobs
Til pressevisningerne, hvor de sure og krævende journalister kigger på, er bifaldene sjældnere. Der kan være dødstille efter den film, der viser sig at være kritikernes favorit dagen efter - måske fordi filmen ender så knugende og tankevækkende, at man lige skal bruge nogle timer på at fordøje den.
Opløftende og knugende
Det er værd at huske på, hvis nogen rapporterer, at der var stille efter den mest danske spillefilm på årets Berlinale, Daniel Borgmans 'The Weight of Elephants'.
Læs også BILLEDSERIE: Filmfestival, glamour og stjerner i Berlin
Den foregår på engelsk på New Zealand, men størstedelen af filmholdet er dansk og Borgman har fået sin filmuddannelse i Danmark.
Det er en hård film, der slutter både opløftende og knugende på én gang. Gennem halvanden time har vi fulgt 9-10-årige Adrian, der bliver mobbet af skolekammerater, som bor hos sin onkel og tante, fordi hans forældre har forladt ham, som ser sin fantasifulde onkel blive mere og mere syg, og som er forvirret over, at tre børn er forsvundet i omegnen et sted på New Zealand.
Stakkels knægt. For at holde hovedet sundt fantaserer og dagdrømmer han, mens han leger i nabolaget og bliver ven med tre børn, der lige er flyttet ind.
Smuk poetisk film
Ligesom for eksempel den amerikanske 'Hushpuppy', der går netop nu med stor succes i de danske biografer, og italienske 'Jeg er ikke bange' fortæller 'The Weight of Elephants' om den store mærkelige verden set fra et barns synspunkt.
Og den gør det med stor fornemmelse for naturen og dens lyde og dufte og lys. Det er en smuk og poetisk film om håb i fortvivlende omgivelser - eller uforståelig sorg midt i utrolige sanseoplevelser. Sådan noget skal lige synke lidt, inden man får lyst til at bevæge armene.
'The Weight of Elephants' får dansk premiere til juni.
