Først rygtedes det, at Lars von Triers kommende film 'Nymphomaniac' blev i to dele, men nu ser det ud til, at filmen bliver til en trilogi eller muligvis skal laves til en ny tv-serie.
Det fortæller Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, til dr.dk/kultur.
- Vi har prøvet at få filmen lavet færdig til dette års Cannes filmfestival, men det har simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Lige nu har vi har materiale nok til enten tre film eller måske to film og en tv-serie. Men hvad det bliver, ved vi ikke endnu, fortæller Peter Aalbæk Jensen til dr.dk/kultur.
To film og en tv-serie
Ifølge Peter Aalbæk Jensen vender Lars von Trier hjem med så mange gode optagelser til 'Nymphomaniac', at man har været tvunget til at tænke hele filmens lanceringsplan om.
- Normalt plejer man at klippe en masse scener ud, men kvaliteten af optagelserne er meget bedre end forventet. Derfor er planen nu, at filmene eller tv-serien præsenteres samlet over for køberne engang i efteråret, fortæller Peter Aalbæk Jensen der dog er ked af, at filmen ikke nåede at blive færdig til dette års Cannes Filmfestival.
- Vi har haft fire klippere, der har forsøgt at få filmene færdige, og det er da brandærgeligt, vi ikke når det. For Lars von Trier og Cannes Filmfestival plejer at hænge uløseligt sammen, siger Peter Aalbæk Jensen til dr.dk/kultur.
Cannes sælger ikke billetter
Selvom premieren på 'Nymphomaniac' nu er udsat, så har især det amerikanske marked vist interesse for filmen, siger Peter Aalbæk Jensen.
- Vi er ved at sælge filmen til USA nu, og prisen er næsten det dobbelte i forhold til, hvad vi fik for 'Melancholia' i sin tid, fortæller Zentropas direktør.
Spørger man Per Juul Carlsen, der er vært på Filmland på P1, så kan der være flere fordele ved at droppe 'Nymphomaniac' på dette års Cannes Filmfestival.
- Cannes Filmfestival giver masse af omtale, men er ikke nødvendigvis vigtig i forhold til antallet af solgte billetter. Hvis man eksempelvis ser på Thomas Vinterbergs 'Jagten', så har det ikke skadet billetsalget, at filmen først blev vist i danske biografer otte måneder efter Cannes-premieren, siger han og fortsætter:
- Derudover kunne jeg forestille mig, det er lidt af en lettelse for Zentropa, at de ikke skal forholde sig til Triers nazi-stunt, og i stedet kan satse på enten filmfestivalen i Venedig eller Toronto senere på året, siger han.
Nymphomaniac-serie kan blive god
Også Peter Albæks Jensens tanker om at lave 'Nymphomaniac' om til en tv-serie, kan vise sig at være en fordel, mener Per Juul Carlsen.
- I øjeblikket sker der så ufattelig meget i forhold til distribution af film, at jeg godt kan forstå, Zentropa sidder med den slags overvejelser. Det kan sagtens vise sig at være en god idé, siger han.