Det hører bestemt til sjældenhederne, at den her anmelder får lyst til at give sidemanden en krammer og hviske "tak for den fælles oplevelse" eller at ringe hjem til konen og råbe "jeg elsker dig" efter en film. Men det gjorde jeg mandag middag i Berlin efter amerikaneren Richard Linklaters "Before Midnight". Og jeg foretog den sidste af de to nævnte handlinger i noget nær ekstase.
"Before Midnight" er ganske enkelt en vidunderlig film, vidunderligt udtænkt, vidunderligt skrevet og vidunderligt spillet af Julie Delpy og Ethan Hawke. Filmen består ikke af meget andet end dialoger mellem de to skuespillere.
Mere er der heller ikke brug for. Faktisk ville filmen stå svagere, hvis den indeholdte meget mere end netop dialogerne. Og tilbage står en film, der på mirakuløs vis rammer en ur-fornemmelse af at leve i et parforhold med børn og alt hvad det indebærer af følelser, der skal afstemmes og tilpasses, drømme der skal slås ihjel, eller i hvert fald nedjusteres, og stridsøkser, der skal graves ned og op igen.
Startede med et tilfældigt møde
Linklaters film, der blev vist uden for konkurrence på Berlinalen, er en opfølger til to af hans øvrige film, "Before Sunrise" (1995) og "Before Sunset" (2004), der begge fortæller om amerikaneren Jesse og pariserinden Celine.
I "Before Sunrise" mødes de tilfældigt på et tog og hænger ud sammen, mens de forelsker sig i Wien. Ingen af dem har dog modet til at tro på at deres forhold kan blive til noget.
I "Before Sunset" mødes de 9 år senere, da Jesse er blevet en berømt forfatter, der signerer bøger i en boghandel i Paris. Celine opsøger ham og så slår forholdet gnister for alvor - på trods af at Jesse har kone og barn hjemme i USA.
Mere Allen end Bergmann
I "Before Midnight" er de på ferie i Grækenland med deres fælles tvillinger og Jesses dreng fra det første ægteskab, og netop Jesses ønske om at være mere tilstede for sin dreng, der bor på den anden side af Atlanten, er en kile i forholdet til Celine, der har sit drømmejob i Paris.
Ud af den kile vokser nogle situationer, der til at begynde med viser et godt og solidt forhold, men efterhånden åbner sprækkerne sig, indtil filmen udvikler sig til et gnistrende skænderi. Det er betydeligt mere Woody Allensk end Ingmar Bergmansk, fx i Celine-replikker som "den eneste fordel ved at være blevet mere end 35 år er, at man ikke bliver voldtaget så tit".
Ultra-enkelt
Men først og fremmest er 'Before Midnight' meget Richard Linklatersk. Ultra-enkelt sat op, med samspillet mellem Delpy og Hawke i centrum, med dialogen som den eneste fremdrift og med kulisser, der ganske enkelt bare er almindelige gader eller rum, uden dikkedarer, omend de rå bjerge i det sydlige Peloponnes fungerer fremragende som en anderledes filmbaggrund i "Before Midnight".
Med sin lille underspillede trilogi, der formentlig bliver fulgt op af flere film, har Linklater skabt et enestående projekt. Og med den tredje film har han ramt en følelse som nogenlunde enhver, der lever i en børnefamilie, vil være lykkelig over at føle sig genkendt i.
Forhåbentlig får "Before Midnight" også dansk biografpremiere.
