Filmanmeldelse: De elskende passagerer

Pedro Almodóvars nye er ikke hans bedste - men det er godt nok en Almodóvar-film

I filmverdenen har man altid fortalt hinanden, at det er vigtigt at skabe film, der er lokalt forankrede, som handler om noget specifikt i et land eller område. Det er det lokale, det eksotiske, de særlige omgivelser, der vækker nysgerrigheden og bringer filmene ud i verden. Hvis man forsøger at ramme alle på én gang, rammer man ingen.

Et særligt spansk sprog

Per Juul Carlsen

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på radioprogammet Filmland.

Se profil

Den tankegang har altid lydt vældig fornuftig og begavet - lige indtil Spaniens suverænt største nulevende filmnavn, Pedro Almodóvar, dukkede op med sin 'De elskende passagerer'. I modsætning til Almodóvars store internationale succeser som 'Alt om min mor', 'Tal til hende' og 'Volver' fortæller 'De elskende passagerer' ikke om menneskelige problemstillinger i et særligt spansk sprog. Den er så dybt forankret i spanske forhold og spansk tone, at det er svært at se hvad den overhovedet skal udenfor Spanien. Det svarer nogenlunde til at forsøge at eksportere et stykke dansk satire som 'Live fra Bremen'.

Flypassagerer på randen af nervøst sammenbrud

Der er heller ikke noget, der tyder på at Almodóvar har forsøgt at nå langt ud i verden med 'De elskende passagerer'. Den har rødderne solidt plantet i den særlige spanske screwball-tv-komik, som Almodóvar parodierede for fuld udblæsning i et par af sine tidlige film, først og fremmest 'Kvinder på randen af nervøst sammenbrud' fra 1988. Og 'De elskende passagerer' kunne snildt have fået titlen 'Flypassagerer på randen af nervøst sammenbrud' eller 'Et land på randen af nervøst sammenbrud'.

Antonio Banderes dirigerer et fly

'De elskende passagerer' åbner med en lille sekvens hvor to af landets mest berømte skuespillere fjoller rundt på landingsbanen ved en lufthavn. Antonio Banderas dirigerer et fly på plads, da han får øje på Penelope Cruz, der kommer kørende med et par vognladninger kufferter. De vinker til hinanden og i forbifarten kommer Cruz til at køre en anden lufthavnsarbejder ned. Det viser sig at hun har fået et lille ildebefindende fordi hun er gravid, og mens lufthavnsarbejderen tigger og beder om en ambulance omfavner Banderas og Cruz hinanden af glæde over deres fælles barn.

Ekstremt Almodóvarsk

Det er ufattelig fjollet, overdrevet melodramatisk, ubegribeligt plat, usædvanligt spansk og ekstremt Almodóvarsk. Det har i øvrigt intet med resten af historien at gøre - bortset fra at filmen foregår på det fly, der skal til at lette. Men det sætter tonen. Vi er i rent spansk komedieland. Resten af filmen er mindst lige så fjollet, med en synsk midaldrende kvinde, der går jublende ombord på flyet fordi hun kan mærke, at hun den dag vil miste sin mødom, med en sydamerikansk macho-lejemorder, en selvfed s/m-dominatrix med kunder i toppen af det spanske samfund og med tre homoseksuelle stewards, der er helt ude på overdrevet af bøssede løse håndled og som undervejs bryder ud i sang og dans til The Pointer Sisters 80'er-hit 'I'm So Excited'.

En lille udgave af Spanien

Der er fuld knald på alle farver i en meget teatralsk komedieform, der referer på kryds og tværs af spansk kulturhistorie og som først og fremmest kommenterer på Spaniens aktuelle depression. Flyet er fra Península Airlines, halvøens luftfartsselskab - underforstået: Det er en lille udgave af Spanien, filmen foregår i. For at ingen skal være i tvivl om den pointe indeholder flyet en skruppelløs forretningsmand ved navn Sr Más, altså hr Mere. Og naturligvis kommer flyet i problemer med landingsstellet undervejs, hvorefter det må cirkle rundt indtil en lufthavn får ryddet en katastrofelandingsbane.

Højredrejet historie

Undervejs i cirklingen bryder talrige forviklinger løs inden passagererne bliver enige om at sex vil løse alle deres problemer. Det er naturligvis Almodóvars egen løsningsmodel til sit land, mere sex, mere løssluppenhed, mere frisind til et land, der altid har kæmpet med sin højredrejede historie og med aristokratiets kontrol.

Stendød bølge

Der er i det hele taget noget nostalgisk over tonen i 'De elskende passagerer', som om Almodóvar længes tilbage til den energi og den trang til at udtrykke sig frit, der prægede Spanien i 70'erne og 80'erne, i årene efter diktatoren Francos død. Nu om dage skyldes landets kreative krise ikke en stokkonservativ diktator, men en økonomisk krise, der har skabt depression i alle afkroge af landet, og har lammet landets kreativitet. Fx er den bølge af sprudlende og farverige film, der spredte sig fra Spanien for 5-10 år siden, så godt som stendød.

Den særlige spanske komedieform

Ret meget mere lokal end 'De elskende passagerer' kan en film ikke blive. Det er hverken en kvalitet eller en mangel på samme, og i kraft af Almodóvars ry skal filmen nok nå verden rundt, men den havde ikke haft en chance for at nå udenfor Segovia hvis filmen var instrueret af en ukendt spanier - uanset hvor virtuost den leger med den særlige spanske komedieform og med landets krise.

Ironisk, farveglad og løssluppen

Fans af klassiske amerikanske screwball-komedier som Billy Wilders 'Nøglen under måtten' og Frank Capra 'Arsenik og gamle kniplinger' vil glæde sig over energien, og gamle fans af Almodóvar vil juble over hans umiskendelige ironiske, farveglade og løsslupne stil. Der er ingen grund til at sammenligne med Almodóvar-klassikere som 'Tal til hende' og 'Alt om min mor'. De har et helt andet mål, et helt andet formsprog og især i et helt andet - internationalt - format.

'De elskende passagerer' får dansk biografpremiere den 27. juni

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Kultur med dig

    Få dagligt nyt fra DR Kultur.

    Vis alle nyhedsbreve