Filmselskabet: 'Hobbitten' er fantasy med ekstra fantasy på

Den længe ventede filmatisering af 'Hobbitten' er et glædeligt gensyn med Tolkiens univers, men den nye teknologi bliver filmens store svaghed.

Nu er det endelig blevet danskernes tur til endnu engang at tage på eventyr med Gandalf den Grå og den halvlange Bilbo Sækker, når Peter Jacksons 'Hobbitten - en uventet rejse' i dag rammer landets biografer.

Siden 'Ringenes Herre'-trilogiens afslutning, har fans ventet i spænding på endnu en filmatisering af Tolkiens eventyrlige univers, og Filmselskabets Maria Månson er positivt stemt over gensynet med hobbitten Bilbo.

Fantasy med fantasy på

I 'Hobitten - en uventet rejse', rejser Bilbo med troldmanden Gandalf og 13 dværge ud for at tilbageerobre kongeriget Erebor fra dragen Smaug. Så er man ikke til eventyr, er filmen bestemt ikke sagen, siger Maria Månson.

- 'Hobbitten' er fantasy med ekstra fantasy på - er man ikke til dværge og bjergtrolde, skal man holde sig langt væk.

Teknologien er i højsædet i filmen, som er den første nogensinde med 48 billeder i sekundet, i stedet for de normale 24. Men ifølge Filmselskabet ender det med at blive 'Hobbittens' helt store svaghed.

Men selvom den nye teknologi går imod filmens magi, er gensynet med Bilbo glædeligt, siger Maria Månson og giver filmen 4 stjerner.

Se Filmselskabet på DR K torsdage klokken 21 for flere anmeldelser og filmomtale.

  • Print
  • Del artiklen: