VIDEOKUNST: Få chancen for at adoptere en silikonebaby

Kunstneren Marika Seidler giver dig en chance for at opleve en meget realistisk baby på nærmeste hold. Dit møde med det lille livagtige væsen vil blive filmet og måske indgå i en kunstfilm, der vises på DR K i 2013.

'Dolls' er arbejdstitlen på en kunstfilm af Marika Seidler om meget livagtige silikone-babyer, som vises på DR K i 2013.

Fænomenet naturtro silikone-babyer har været kendt siden starten af 90'erne i USA, og har siden spredt sig til hele verden, hvor babyerne appelerer til folk i alle aldre. Nogen behandler deres dukker som deciderede kunstgenstande fint udstillet, mens andre viser deres dukker frem på youtube.

I forbindelse med filmen inviterer vi en række personer til at opleve en af de unikke babyer på tomandshånd.

Er du interesseret i at deltage bedes du skrive en kort motiveret ansøgning til kunst@dr.dk. Her skriver du lidt om hvem du er, og hvorfor du vil deltage, samt et billede. Alle kan ansøge uanset alder og køn.

Du kan sende en ansøgning frem til slutningen af februar.

Det vil være muligt at deltage i filmen, helt eller delvist anonymt efter eget ønske.

Det er kunstneren, Marika Seidler, der udvælger, den person, der får tilsendt silikone-babyen.

Marika Seidlers kunstfilm er en af i alt 14 kunstfilm, som vises og produceres til DR K i 2013. Der vil komme meget mere info om projektet tvKUNST i starten af 2013.

  • Print
  • Del artiklen: