Det skal du holde øje med på krimi-fronten

Det er for længst bevist. En meget stor del af den danske befolkning er vilde med at læse om forbrydelser, mord, vold og blod. Sådan har vi det også i DR Krimiklubben. Men hvad skal man kigge efter, hvis man er krimi-fan og trænger til nyt blod (i overført betydning) blandt sine læse-bekendtskaber? Og hvad kommer egentlig til at kendetegne krimi-genren i 2013. Det har vi fået en eksperts bud på.

De sidste mange år har krimierne ligget solidt i førerfeltet blandt populære litteraturgenrer i Danmark. Vi elsker simpelthen bøger om mord, forbrydelser og uhygge, og intet tyder på, at det vil ændre sig i 2013. Det konstaterede Bjarke Larsen, redaktør for BogMarkedet, da han gav sine bud på generelle tendenser i bogbranchen i 2013 til P1 Morgen.

Men hvad kommer så til at kendetegne selve krimigenren i år. Hvad kan vi forvente af særlige tendenser, og hvilke navne skal man som krimi-elsker holde øje, hvis man vil læse det bedste af det nye?

Nyt blod fra andre genrer

Vibeke Johansen er en af landets mest garvede krimilæsere. Udover at være bibliotekar ved Horsens Kommunes Biblioteker er hun en af hovedkræfterne bag den årlige Krimimesse i Horsens, og hun giver følgende bud:

- En af de tendenser, vi kommer til at se i år, er, at etablerede forfattere, som ikke tidligere har skrevet krimier, vil prøve kræfter med genren. For nylig hørte jeg f.eks., at Robert Zola Christensen debuterer med en krimi med titlen 'Is i blodet', siger Vibeke Johansen.

“En anden tendens er, at der kommer flere og flere selvudgivere - altså forfattere som ikke udkommer på de etablerede forlag men i stedet satser på at udgive selv.”

Vibeke Johansen

Robert Zola Christensen har adskillige skønlitterære romaner bag sig, bl.a. 'Aldrig så jeg så dejligt et bjerg' og 'Jysk fitness', hvoraf førstnævnte var en af kandidaterne til DR Romanprisen i 2010. Men krimier er et nyt område for ham.

Det rykker på de sociale medier

- En anden tendens er, at der kommer flere og flere selvudgivere - altså forfattere som ikke udkommer på de etablerede forlag men i stedet satser på at udgive selv. Måske går de sammen i en gruppe, hvor de støtter hinanden og giver hinanden sparring på en måde, man ikke har set før.

Det er Facebook, man skal holde øje med, hvis man vil orientere sig i, hvad der kommer af denne type udgivelser, fortæller Vibeke Johansen og peger på Mads Peder Nordbos 'Odins labyrint', som et eksempel på, hvordan bøger kan promoveres succesfuldt via de sociale medier.

- Den er selvfølgelig udkommet på et forlag, men han har via sociale medier, bl.a. Facebook, haft stort held med at få spredt budskabet om, at det er en fantastisk roman. Så meget, at den kom ind på bestseller-listen, siger hun.

Litteraturprofessor skifter lyrik ud med krimi

En anden tendens, som vil udfolde sig yderligere, er den bevægelse, der allerede har været i gang i nogle år, hvor krimigenren favner meget bredere end blot en historie om en forbrydelse og dens opklaring.

- Et godt eksempel er den finlandssvenske forfatter Torsten Pettersson. Han er et meget interessant nyt krimi-navn, som bevæger sig i det psykologiske felt, siger Vibeke Johansen.

“Petterssons hovedperson har nogle særlige evner og formår, lidt i stil med La Cour fra 'Rejseholdet', at leve sig så meget ind i offeret og gerningsmanden, at det næsten nærmer sig det synske.”

Vibeke Johansen

Torsten Pettersson er litteraturprofessor ved Uppsala Universitet og havde flere lyrikudgivelser bag sig, inden han debuterede som krimi-forfatter med 'Giv mig dine øjne', der udkom på dansk sidste år.

- Han skriver om en opklarer, der selv er meget mystisk. En helt anden type end den sædvanlige nordiske opklarer, der typisk er lettere alkoholiseret og har problemer i privatlivet.

- Petterssons hovedperson har nogle særlige evner og formår, lidt i stil med La Cour fra 'Rejseholdet', at leve sig så meget ind i offeret og gerningsmanden, at det næsten nærmer sig det synske. Og selve opklaringen bliver meget elegant afviklet, siger Vibeke Johansen.

Beck-manuskriptforfattere skriver om hjemløse

Mange skandinaviske krimier kendetegnes ved, at de beskæftiger sig med sociale forhold. Hovedhistorien, forbrydelsen, er et overliggende lag oven over en fortælling, som sætter fokus på samfundets skævheder. Som en af de særligt vellykkede nye krimier af denne type peger Vibeke Johansen på ægteparret Cilla og Rolf Börjlinds 'Springflod'.

- Det er en meget interessant beskrivelse af hjemløse-miljøet. Udover at det er en elementært spændende historie, får forfatterne på en meget fin måde sat fokus på, at der er en del mennesker i vores samfund, som er hjemløse. Og de bliver ikke brugt som klichéer eller statister i bogen. De er hovedpersoner.

Cilla og Rolf Börjlind kendes fra deres arbejde som manuskriptforfattere bag Martin Beck-filmene. De har også skrevet flere afsnit til både Wallander-serien og Arne Dahls serie om A-Gruppen.

Dem skal du også læse

Men hvilke nye krimier er i særlig grad værd at kaste sig over, hvis man er krimi-fan på udkig efter nye, spændende oplevelser med navne, man måske ikke kender endnu.

- Torsten Pettersson, som jeg nævnte før, er et rigtig godt bud. En anden forfatter, som også er utrolig god men mere traditionel, er Chris Tvedt fra Norge. Han har tidligere udgivet 'Dødens cirkel', og han vender tilbage med en ny bog i år, siger Vibeke Johansen.

- Fra Danmark kan jeg bl.a. anbefale Jakob Melanders 'Øjesten', der kommer her i januar. Både Pettersson og Melander har noget med, at ofrenes øjne er gravet ud eller bortopereret. Det er meget dramatisk, og det er en bog, som har rørt mig.

- 'Øjesten' er også interessant ved, at den gør noget nyt med stedet, idet den foregår på Nørrebro. Det samme gør i øvrigt Jesper Steins krimier. Her er Nørrebro nærmest hovedpersonen.

- Jesper Stein debuterede sidste år med 'Uro' og skriver nu på bog nummer to. Den er også værd at holde øje med. I det forgangne år har han absolut været en af stjernerne for mig, siger Vibeke Johansen, som også ser frem til Susanne Stauns kommende krimi om Maria Krause, der er sat til at udkomme i marts, umiddelbart op til Krimimessen.

  • Print
  • Del artiklen: