Nanna Rørdam Knudsen er en af de tre forlagsredaktører, som på årets Krimimesse i Horsens vil give råd og skrivevejledning til forfatterspirer ved DR Krimiklubbens talent-session.
Læs også Skarpe krimi-talenter søges
Når Nanna Rørdam Knudsen læser et krimimanuskript, kigger hun først og fremmest efter om det helt grundlæggende fænger hende.
Nanna Rørdam Knudsen er redaktørhos Forlaget Modtryk. Hendes vej ind i forlagsbranchen tog sin begyndelse, da hun for 10 år siden skrev speciale om den skandinaviske politiroman. Nu arbejder hun med nogle af de forfattere, som hun dengang skrev om, bl.a. Arne Dahl.
- Det er - som med det meste andet litteratur - et spørgsmål om et samspil af flere faktorer: et godt plot, gode personer, et godt sprog. Og så skal en krimi naturligvis være underholdende, man må helst ikke kede sig undervejs, siger hun.
Det skal føles nyt og anderledes
Det er også vigtigt, at man som forfatter har gjort sig tanker om, at der er en læser i den anden ende af det man skriver, pointerer Nanna Rørdam Knudsen. Det er ikke alle, der husker det.
- Nogen har brugt årevis på at udvikle et plot, men har glemt at tænke på, hvordan man fortæller en historie, som andre har lyst til at læse, siger hun.
- Andre tror, man bare skal udfylde en "krimiskabelon" med nogle bestemte ting, og så er den ged barberet.
At en krimi er fængende betyder i øvrigt ikke, at den nødvendigvis er en opvisning i gruopvækkende elementer, understreger Nanna Rørdam Knudsen.
Det er ikke en forudsætning, at den skal være fyldt med vold og blod og spektakulære seriemordere. Disse elementer kan selvfølgelig sagtens indgå, men det er vigtigt, at de behandles originalt.
- Det handler også i mindst lige så høj grad om at forfatterens sprog skal være godt og at der skal være noget, som føles nyt og anderledes, siger hun.
Gør dig klart, hvad du vil fortælle
I den forbindelse nytter det ikke så meget at medsende et følgebrev, hvor man skriver, at både ens mor og venner har sagt, at den bog, man har skrevet, er meget bedre end Stieg Larssons. Det er det grundlæggende arbejde, der skal være på plads, og det skal kunne ses i manuskriptet.
Derfor lyder hendes råd til kommende forfattere også helt enkelt: "Gør dig klart hvad det er for en historie, du gerne vil fortælle. Og gennemarbejd dit manuskript før du sender det til et forlag."
- Det er et godt tegn, når man glemmer, at det er arbejde at læse, men begynder at læse for sin egen fornøjelses skyld, siger hun.
Hvis du har en idé til en krimi, som du kunne tænke dig at få udviklet under Krimimessen, så læs mere om kriterierne og hvordan du deltager her. Der er deadline for indsendelse af tekstmateriale 25. februar 2013.