Interview: Hør Anne-Cathrine Riebnitzsky fortælle om 'Den stjålne vej'

'Den stjålne vej' er nomineret til DR Romanprisen 2013. I dette P1-interview fortæller Anne-Cathrine Riebnitzsky med udgangspunkt i læserspørgsmål om romanens mange fascinerende emner, bl.a. de afghanske kvinders syn på sig selv, hvorfor Taleban er imod matematikundervisning, og hvordan det var at møde den person, der inspirerede til den islam-kyndige ingeniør Khan, som taler sig ud af sit fangenskab hos Taleban.

Anne-Cathrine Riebnitzskys roman 'Den stjålne vej' er en af de seks nominerede til DR Romanprisen 2013.

Romanen udspiller sig i Afghanistan, hvor Anne-Cathrine Riebnitzsky selv har været udstationeret, og mange af personerne og skæbnerne i den har rod i virkeligheden.

DRs Anne Kjær har talt med Anne-Cathrine Riebnitzsky om bogen og de personlige oplevelser, der ligger til grund. Samtidig inddrages reaktioner og spørgsmål fra de mange læsere, som i denne måned debatterer romanen i DR Romanklubbens læsekreds på Litteratursiden.dk.

Ved romanens begyndelse tages den ældre ingeniør Khan til fange af Taleban, mens han er ved at asfaltere vejen mellem Gereshk og Kandahar.

Khan er dybt religiøs, men på en helt anden måde end talebanerne. I sit lange fangenskab lykkes det ham at så tvivl hos nogen af gruppens medlemmer om, hvad Muhammed egentlig ville have sat pris på, hvis han havde været iblandt dem, og stik imod alle odds overlever den gamle mand sit voldelige og ufrivillige ophold hos talebanerne, og bliver til sidst sat fri.

Vi møder også den frisindede Malika, som kæmper med fornedrelsen over at hendes mand har taget en 13-årig pige som kone nummer to. Samt drengen Javeed, som lever på gaden, og som en tidlig morgen voldtages af en politimand, hvilket sender Javeed ud på en skæbnesvanger hævnkurs.

Den næste DR Romanpris-nominerede bog, vi præsenterer, er Stig Dalagers 'Det blå lys' om Marie Curie - udsendelsen om den kommer 7. marts kl. 11.30 på P1.

  • Print
  • Del artiklen: