Det skal være anderledes, udfordrende og uventet.
Det er DR Testklubbens motto for de bøger, vi læser, og i de kommende måneder kan du være med til at læse om bl.a. cirkusfreaks, hvide kvinder med grimt sprog og sammenstøddet mellem en børnefamilies romantiske udflytterdrømme og naturens overmagt.
Den nye læseplan fra februar til og med august er nemlig klar nu.
Genrebrud, spøgelser og sprogbilleder
På programmet har vi bl.a. Rasmus Nikolajsens 'Den ulykkelige boghandler', som gennem tre separate men indbyrdes relaterede historier med rejser som omdrejningspunkt - til bl.a. Tippen i Sydhavnen, Dollerup Bakker og Berlin (!) - lader det hverdagslige flette sig ind i det over-naturlige, som når den aspirerende forfatter på overlevelsestur i Sydhavnen ledes på afveje af spøgelset Krak, der råder over et manuskript, som helt sikkert vil blive en succes.
Bogen er blevet storrost for sine sproglige billeder. Vi læser den i marts/april.
Det enkle liv og naturens realiteter
Det enkle liv på landet er ikke noget, folk først er begyndt at drømme om nu om dage. I Camilla Stockmarrs roman 'Udflytterne' rykker drengen Phønix med sin familie til Sverige for at bo på en nedlagt vandmølle.
Det er 1970erne og især faderen er tændt af tidens idealer om frihed og personlig søgen. Men én ting er idéer, noget andet virkelighed. Naturen er kold overfor romantiske sværmerier om selvforsyning og hjemmebyggede huse. Og hvordan klarer man sig i den barske svenske natur uden forudgående redskaber til at begå sig på dens præmisser.
'Udflytterne' er månedens bog i april og maj.
Sindssyg af din fucking ævl
"Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ’Goddag, goddag’ og ’hvordan du har det?’ som papegøje."
Hvem er det lige, der taler her? Det er faktisk en kvinde.
I "digtsamlingen" 'White Girl' - som egentlig er en række heftige prosatekster - har Christina Hagen taget det gebrokne dansk - cirkussproget, perker-talen eller hvad man nu kalder det - og lagt det i munden på en hvid kvindelig rejsende.
Det er der kommet en eksplosiv litterær maskingeværsalve ud af. Som samtidig rejser spørgsmål om jeg'et og sprog'et og hvordan det konstituerer "dem" og "os". Et anderledes bud på ferieaktuel læsning i juli og august.
Kultklassiker om freaks
Katherine Dunns legendariske roman med originaltitlen 'Geek Love' har længe haft kultstatus. Den udkom oprindeligt i 1989 og nu foreligger den endelig på dansk med titlen 'Freak Love', som vi læser i august.
Bogen følger familien Binewski - en cirkusfamilie som tjener til livets ophold ved at fremvise deres mærkvædigheder og deformiteter, fuldstændig som det var almindeligt i gammeldags freakshows med skæggede damer, leopardmænd og siamesiske tvillinger.
Men man kan ikke regne med at naturen begaver en med deformiteter helt af sig selv, så mor og far - Crystal Lil og Al - hjælper den på vej med amfetamin, arsenik og radioaktive isotoper.
En lussings kædereaktion og livet omkring brugtpladebutikken
Udover Nikolajsen, Dunn, Hagen og Stockmarr byder sæsonen også på en fortælling om den kædereaktion af begivenheder, som en lussing givet til en tre-årig dreng ved en grillfest sætter i gang. Det er i australske Christos Tsialkos' kollektivroman 'Lussingen'.
I maj tager vi fat på Michael Chabons 'Telegraph Avenue', som udspiller sig i og omkring en brugtpladebutik i Californien og er en homage til Quentin Tarantinos filmstil.
Og i juni gælder det 'Komedie i mol', et kammerspil om et hollandsk ægtepar som skjuler en jøde under Anden Verdenskrig men får uventede problemer da han dør af lungebetændelse.
Som altid er der online-læsekreds om månedens bøger på Litteratursiden.dk, hvor du kan få nye facetter på din egen og andres litteraturoplevelse ved at fortælle om hvordan du har oplevet bøgerne og se hvad andre mener om dem.
Se den samlede oversigt over månedens bøger i Testklubben her:
Læs også Testklubbens læseplan 2013