Smagsdommerne og DR Testklubben i vildmarken

Smagsdommerne og fem af Testklubbens medlemmer har anmeldt Cheryl Strayeds ’WILD’ - en barsk selvbiografisk roman om en rejse ind i vildmarken og ind i sig selv. Se Smagsdommer-debatten og læs også om, hvordan Testklub-medlemmerne oplevede Strayeds strabadser i det amerikanske wilderness.

Smagsdommerne har denne sæson indført et nyt programpunkt, hvor en af Adrian Lloyd Hughes' smagsdommere anbefaler et værk, som de øvrige smagsdommere diskuterer.

I sidste uge havde forfatter Leonora Christina Skov taget 'WILD' af Cheryl Strayed med i studiet.

Samtidig havde fem medlemmer af DR Testklubben fået bogen i hånden, så de kunne give deres vurdering af den i Testklubbens debatforum på Litteratursiden.dk.

Fra misbrug til vandring

I romanen 'WILD' beskriver Cheryl Strayed sin kamp med at komme over tabet af sin mor, der dør af kræft da Cheryl er bare 22 år gammel. Moderens død kaster Cheryl ud i en nedadgående misbrugsspiral af både mænd og stoffer. I fire år svæver Cheryl rundt i en følelsesbedøvende rus, men en pludselig indskydelse får hende til at begive sig ud på The Pacific Crest Trail, en 4.286 km lang vandrerute i USA.

Cheryl er på alle måder dårligt klædt på til sit vildmarkseventyr. Men på trods af ømme skuldre og blodige vabler får hun i den vilde natur ro til at bearbejde sit tab og genfinde fodfæstet.

Kvindelig 'travel writing'

Leonora Christina Skov anbefaler bogen fordi den er noget så sjældent som "travel writing" med en kvindelig hovedperson.

Hun synes man alt for sjældent læser bøger, hvor kvinder rejser alene ud i verden og indtager den på den måde, som Cheryl gør det i 'WILD'. Samtidig synes hun beskrivelsen at den absurd lange vandretur er godt skrevet, og at sorgbearbejdelsen undervejs undgår at blive sentimental.

Inspirerende selvhjælpsbog

I de to andre smagsdommerstole sad i tirsdags filmkonsulent og forfatter Steen Bille samt opfinder og billedkunstner Balder Olrik.

Steen Bille lod sig fra begyndelsen rive med, og blev inspireret til selv at kaste sig ud i at indtage Amerikas vidder til fods. Indtil han læste om, hvor fysisk udfordrende Cheryls strabadser i vildmarken var.

Han synes det mest fascinerende ved bogen er Cheryls beslutsomhed. "På trods af, at hun bærer rundt på en ryksæk, der er tungere end hende selv, har blødende sår over det hele, næsten træder på klapperslanger, fryser og sveder, så bliver hun ved - og hun bliver ved!"

Balder Olrik er mere tilbageholdende. Han synes historien drukner i beskrivelser af hvor ondt Cheryls fødder gør. Han tror bogen vil være rigtig god hvis man er midt i en livskrise, og at den fungerer bedst som en slags selvhjælpsbog, der kan give en noget energi , hvis man sidder lidt fast.

Livet vandres forlæns men forstås baglæns

Steen Bille synes der er en vis livsvisdom at udlede af 'WILD'. Han mener der er en vis Kierkegaardsk sandhed i, at livet vandres forlæns men forstås baglæns. Først da hun begiver sig ud på vandreturen kan hun forstå hvad det er for nogen konflikter hun har taget og hvilke hun har undveget.

“Det er jo netop hendes problemer der kombineret med hendes stærke karakter driver hende af sted, så hun eksponeres for alle de voldsomme oplevelser, der bliver "fremkaldervæsken" for hendes udvikling.”

Anna, testlæser

Balder Olrik mener ikke bogen intellektuelt er nær Kiekegaardske højder. Han synes den virker lidt ureflekteret og at abstraktionsniveauet er noget lavt. Steen Bille er til dels enig. Han fremhæver at Cheryl bliver klog på sit eget liv. Ikke på menneskeheden.

En bevægende bog

DR Læseklubbens testlæsere har diskuteret 'WILD' på litteratursiden.dk, og det gennemgående tema i deres reaktioner er, at det er en bevægende bog med en stærk hovedperson.

En testlæser, der kalder sig Anna hæfter sig ved Cheryls stærke karakter. "Det er jo netop hendes problemer der kombineret med hendes stærke karakter driver hende af sted, så hun eksponeres for alle de voldsomme oplevelser, der bliver "fremkaldervæsken" for hendes udvikling."

Uenighed om mor-datter relationen

En anden testlæser, mariasparle, bliver særligt bevæget af Cheryls kamp med at forlige sig med sin afdøde mor. "Jeg vil spørge, om nogle af jer også græder, når Cheryl beskriver kærligheden til sin tålmodige og tålsomme mor?"

Men det er ikke alle der er lige begejstrede for mor-datter-delen af bogen. Anna skriver: "Jeg bliver ikke rigtig rørt af beskrivelserne af moder-datter-relationen, men jeg bliver rørt af hendes refleksioner omkring projektet i sig selv."

Testlæserne og litteratursiden.dk's brugere har generelt taget godt imod 'WILD' og har nydt at følges med hende på The Pacific Crest Trail.

Brugeren Anna skriver, at da Cheryl var ved at nå sit mål, var jeg både glad og stolt sammen med hende, men det var også vemodigt at skulle forlade hende og ruten.

Se testlæsernes reaktioner i fuld længde på litteratursiden.dk - du kan også selv være med i debatten om 'WILD'

  • Print
  • Del artiklen: