Kunst og klimadebat

Jens Høy Ilsøe Sjöbloms reportage er lavet på litteraturfestivalen Litt Talk på Vallekilde Højskole i februar 2012.

Søndagens program er mættet fra kl. 10 til 16. I første indslag lægger Charlotte Weitze i en temamæssigt grøn kjole lægger ud med at fortælle om sit projekt for de næste to år med at skrive en klimaroman.

- Kan min bog redde verden? Kan moralske skriblerier blive kunst?, spørger Weitze ud til publikum i salen. Weitzes pointe er at hele klimadebattens retoriske indpakning sætter lighedstegn mellem mellem forurening, skyldfølelser og dødsangst.

- Man kan ikke sætte styr på verden ved at lave en løsning med at leve på vand og lys, uden mad, som Sebastian Dorset har argumenteret for.

Druk, røg og lakrids

Det er noget der må komme svar på senere, for nu indtager Sulaima Hind med det korte hår og de store øreringe talerstolen. Hun fortæller om, hvordan det er at gå fra "truende menneske til troende menneske."

Selv oplevede hun efter at være stukket af fra sit børnehjem et liv som rodløs drukpunker, mens hun boede på gaden med en konstant dunkende hovedpine og en kost, som næsten udelukkende bestod af "druk, røg og lakrids." Siden 1997 har Hind udover at skrive brugt sine erfaringer på at hjælpe unge i lignende situationer. Hind sætter på spidsen at det handler om kunsten at stole på sig selv og ikke, hvordan man tror.

Sarkastisk vækstretorik

Tredje indslag er Kasper Colling Nielsen, der med udgangspunkt i om sin debutbog 'Mount København' fra 2010 fortæller om de overvejelser han gjorde sig, mens han lavede research til bogen.

Colling virker sarkastisk, når han benytter en progressiv vækstretorik til i glimt at udstille denne retoriks bagsider. I et eksempel han omtaler fra bogen, bliver politiet sat til at gribe ind overfor en gruppe socialt udsatte grønlændere med vold. Grønlænderne skal fjernes, fordi de ødelægger bjergets positive brandingværdi.

Efter en gang frokost læser Peter Laugesen med en rå stemme højt indover jazzede beats fra Jakob Bros band i en mørklagt festsal. De er omgivet af et næsten rødligt skær, hvor ordenes enkeltstående tyngde absorberes i lydstrømmen fra bass, trommer og guitar.

Kunsten i klimadebatten

Men hvad var det egentlig Weitze mente, da hun talte om kunstens rolle i forhold til klimadebattens retorik?

Det handler om at lægge den rigtige vinkel på verdens problemer, forklarer hun.

- Det er et skræmmende tidsperspektiv vi står overfor. Vi skal tænke langsigtet, men mest af alt tænker vi på os selv som mig her og nu. Kunsten kan bruges til at sætte fokus på den tvetydighed og grad af uvidenhed vi står overfor i forhold til fremtiden.

Det er relevant, fordi "vi vil det hele, men kan i virkeligheden ændre noget uden at gøre en skid."

Dagens næstsidste forfatteroplæg er af med Dy Plambeck. Hun fortæller om hvor vigtigt det er at gøre den virkelighednære research på de steder, man vil have sin fortællinger til at udspille sig, fordi steder påvirker mennesker.

- Det helt virkelighedsnære fungerer kun, hvis det skildrer det almene.

Plambecks projekt er altså at skildre en form for et ydre og et indre landskab så præcist som muligt, fordi "mennesker påvirker landskabet og landskabet påvirker mennesker."

Luskefisfortællinger fra Blendstrup

Jens Blendstrup står for den sidste talk. Som en spruttende ordkanon, fortæller han om at være mest kreativ, når det handler om "den hemmelige bog, som bliver bedre, fordi man ikke må skrive den, mens man er i gang med at skrive en anden."

Bagefter ormer han sig nærmest rundt på gulvet og taler om luskefisfortællinger, der både er digte og ikke-digte og nogle gange bare dialog. Til sidst stiller han spørgsmålstegn ved det han kalder Karl-Ove Knausgårds Egon Olsen-agtige stil, hvor forfatteren sætter sine indkøbsposer fra supermarkedet ned for 200 sider senere at tage dem op igen.

Litteraturens rolle i dag

Hvad er litteraturen og forfatternes rolle i dag? Spørgsmålet synes ikke mindre relevant efter en dag med LittTalk, hvor kontrasten mellem forfatternes oplæg viser, hvor forskellige forfattere er som mennesker, og hvilken indflydelse det har på de historier de fortæller og debatterer igennem.

  • Print
  • Del artiklen: