Litt Talk - en weekend i litteraturens tegn

Karina Ravn Larsen brugte Litt Talk til at komme helt tæt på forfattere, som fascinerer hende. Især Sulaima Hinds forfatterskab blev nærstuderet.

Karina Ravn Larsens reportage er lavet på litteraturfestivalen Litt Talk på Vallekilde Højskole i februar 2012.

Litteraturens verden er betagende, og at kunne skabe denne verden med blot sine ord er en fantastisk gave, som nogle forfattere mestrer til det ypperste. Men som almen læser kan man ikke lade være med at tænke over, hvor de får ideerne fra.

Hvordan opstår disse forunderlige verdener, der tryllebinder os læsere allerede fra første side? Og hvordan kan de blive ved med at skrive den ene fængende bog efter den anden? Det er spørgsmål som disse, man som fascineret læser ønsker besvaret, og med Litt Talk er dette muligt.

Årets Litt Talk var den første litteraturfestival på Vestsjælland nogensinde. To dage i litteraturens tegn. 12 forfattere, der i disse to dage hver holdte en talk på 18-20 minutter, hvor de fortalte om deres motivation for at skrive, deres bøger, deres bagland og hvad de ellers havde på hjerte.

Denne fænomenale event fandt sted på Vallekilde Højskole den 4.-5. februar 2012. I dagene op til Litt Talk startede jeg min research.

Et nyt bekendtskab

På Sulaima Hinds hjemmeside fandt jeg små læseprøver fra hendes bøger, og da var jeg solgt - tryllebundet fra første side. Kort efter fandt jeg mig selv på vej mod det nærmeste bibliotek på jagt efter "Voxeværk", der er Hinds debutroman om en ung piges tilværelse i bz-miljøet. Fænget læste jeg romanen og ænsede knap nok, at jeg vendte side for side, før bogen var læst.

I toget på vej mod LittTalk sad jeg med endnu en af Hinds værker foran mig - denne gang "Stafetten", der er en masse små fortællinger om mænd, der gør op med eller viderefører fortidens psykiske stafetter.

Tasken var pakket, humøret højt og mine forventninger ligeså. En weekend i litteraturens tegn akkompagneret med 12 forfattere - enhver litteraturelskers drøm.

Allerede ved ankomsten til Vallekilde Højskole var weekendens tema slået an. På trappen blev vi mødt af store flamingobogstaver, og en varm og afslappet stemning bød os velkommen. Selve højskolen i sin konstruktion indbød også til hygge, fordybelse og inspiration med sine store vægmalerier og hyggelige trægulve, hvorpå mange forfatteraspiranter har sat sine fødder.

Atmosfæren var ladet med forventning og begejstring. Litt Talk var begyndt.

Imellem talks'ne befandt folk sig rundt på skolen dog primært i den hyggelige bogcafé, hvorfra der blev solgt signerede bøger og drikkevarer. I baggrunden hørtes sagte jazzmusik, der blot understregede den i forvejen hyggelige stemning.

Aftensmad med forfatterselskab

Efter førstedagens talks slog det mig, hvordan dagens forfattere har fået mig til at undres, smile, forundres og revurdere. Og det er jo netop pointen med litteratur - at den skal ændre noget, rykke noget i en eller få en til at tænke over ting på en ny måde. På Litt Talk var der så mange forskellige skrivestile samlet, at der var lidt for enhver smag.

Med nye perspektiver i tankerne så jeg spændt frem til morgendagens talks. Den hyggelige eftermiddag gled over i en lige så hyggelig aften, hvor der var koncert med "Skammens Vogn" og efterfølgende fest. Som altid gik snakken lystigt blandt elever såvel som gæster og forfattere.

Og dette var en fascinerende ting ved Litt Talk. Forfatterne omgik os gæster på en afslappende måde og var helt nede på jorden. Således fandt jeg mig selv spise aftensmad i selskab med "Skammens Vogn" og småsnakke med bl.a. Anne-Marie Donslund, Christina Englund og Sulaima Hind.

Drukpunkerens fortællinger

Netop Sulaima Hind var også mit fokuspunkt for eventen. Hendes tryllebindende sprog og skrivestil gjorde, at jeg så meget frem til hendes talk søndag formiddag. I talken lagde Hind ud med at fortælle om sin ungdom som drukpunker og det hårde liv som gadebarn.

"Lev stærkt, dø ung" blev en kendt sætning for den unge Hind, der i sin teenagetid var overbevist om, at "alle over 20 var nogle utilregnelige idioter", som hun selv formulerede det. Denne oprørskhed overfor autoriteter ses også i Hinds roman "Voxeværk". Jo mere forfatterinden fortalte om sin ungdom, jo mere gik det op for mig at "Voxeværk" er utrolig selvbiografisk.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, om personernes navne er det eneste fiktive i bogen. En opvækst i Københavns gademiljø ligger så langt væk fra min egen opvækst midt i det flade Jylland, at jeg kun kan gisne om, hvordan det har været at vokse op og vokse til i bz-miljøet. Med "Voxeværk" får man som udenforstående læser et velbeskrevet indblik i, hvordan det har været at have en ungdom som denne.

Barndommens magi og de voksnes magt

Sulaima Hind formår på trods - eller måske netop på grund af - sine hårde oplevelser at række ud og hjælpe andre unge via sine foredrag og kurser. Og ungdommen er et emne, der optager Hind. Hun udtalte, at unges lilleput ekstremisme er med til at skubbe samfundet mod kontinuert udvikling og rummelighed.

Derudover fortalte hun, at ungdommen er en blanding af barndommens magi og de voksnes magt - barndommens manglende begreb om det umulige blandet med de voksnes magt til at realisere sine visioner.

Med disse ord som et ekko i tankerne sætter jeg mig nu ned med pen og papir for selv at skubbe lidt til verden - om ikke andet skubbe lidt til min egen verdensopfattelse og måske endda bringe et smil på folks læber. Og hvem ved - måske en dag det er en af os læsere, der skal tale til fremtidens Litt Talks.

  • Print
  • Del artiklen: