Zakiya Ajmis reportage er lavet på litteraturfestivalen Litt Talk på Vallekilde Højskole i februar 2012.
Josefine Klougart taler om billedernes betydning. Hun stiller sig på scenen, stilfærdig, langlemmet, klædt i blåt. Starter sit foredrag med en oplæsning fra sin nyeste bog, 'En af os sover'. Det er en bog, der handler om en eneste ting: et billede af et æbletræ.
Mange vil, når de læser om æbletræet i bogen, tænke at det skal symbolisere noget; et knust parforhold, for eksempel. Men æbletræet er bare et æbletræ. Et billede. For Josefine Klougart er billeder ikke symboler - påstår man det, tømmer man verden for betydning. Man ser noget, der ikke findes.
Vi lider af oversættelsessyge; leder efter årsag-virkningssammenhænge, klamrer os til erindringerne, og gør på den måde os selv sårbare. Med bogen vil Josefine aflive en udbredt forestilling: at ting kan betyde noget. Ting kan kun være noget.
Et fællesskab af billeder
I Josefine Klougarts romaner leder en sætning frem til den næste, og det ene billede overtager det andets plads. De glider over i hinanden, og danner til sidst i fællesskab og i kraft af hinanden et helt landskab. På samme måde folder hun sine pointer ud, sætning for sætning, og som foredraget skrider frem foldes hun også selv ud: Man opdager, at der er noget tungt over hende, noget livsklogt og erfarent.
Som når hun snakker om ulykkelig kærlighed. Om at man kan opleve sin krop som et hylster, hvor alt muligt kan stoppes i.
Men billederne står altid tilbage. De lader sig ikke oversætte eller tømmes. De er konstante. Josefine Klougart mener, at der er et hierarki af billeder og erindringer. Nogle billeder kan man aldrig slippe - de står uforanderlige tilbage.
Hjem med nye øjne
'En af os sover' handler om ulykkelig kærlighed, om tab og om at miste. Om at nå til en erkendelse af, at alt er midlertidigt. Når man har mistet, ser man gamle begivenheder i et nyt lys: Man ser tilbage på det, der var, som når en gyserfilm når sin slutning og morderen afsløres; tidligere scener får nye betydninger.
I 'En af os sover' vender hovedpersonen hjem, og ser med nye øjne barndommens landskaber - de samme landskaber, der i debutromanen 'Stigninger og fald' ikke bare blev beskrevet, men var med til at beskrive. Landskaberne har en vigtig betydning: Man mister hele tiden sig selv; formes og forandres af det, der sker en og af det man mister - af landskaberne. Hele tiden må man genfinde sig selv og sin identitet.
Er billeder bare billeder?
Da jeg igen forlader Vallekilde, har jeg fået meget at tænke over: Passer det? Husker man ting som de skete, eller husker man dem sådan, at de passer ind i en sammenhæng? Former man landskaberne med sin hukommelse, eller er det landskaberne, der har formet hukommelsen?
Jeg ved ikke om jeg er enig i, at billeder kun er billeder. At ting ikke kan have en betydning. Forfatteren har jo udvalgt de ting, der er med i teksten, og andre ting og billeder er blevet fravalgt. De billeder, der er med i en tekst må have en særlig betydning netop i den sammenhæng, de optræder i.
Men det er en anden læseoplevelse man får, hvis man bare ser på billederne som billeder. Hvis man ikke overanalyserer og forsøger at skabe meninger, der ikke er der, men i stedet forholder sig til det, der rent faktisk er.
Det handler vel om at frembringe stemninger, tænker jeg. Og om at fremstille virkeligheden som den ser ud og føles. Ikke nødvendigvis objektivt eller jordnært, men bare ærligt. At stole på læseren, og at give læseren plads. Og det er en lettelse at få at vide, at der ikke er noget facit.
At de tusind billeder i Josefine Klougarts bøger ikke er et nøglehul, der kun kan låses op med den rette tolkning; at der ikke er en mening bag billederne. Billederne er i sig selv essensen.
