2012 var et virkelig godt år for museerne.
Det viser en undersøgelse blandt fem af landets største museer, som DR Kultur har lavet.
Både Aros i Aarhus og Nationalmuseet i København slog ligefrem publikumsrekord, og 2012 blev det mest besøgte år i begge museers levetid. På Nationalmuseet, der har gratis indgang, tiltrak man over 1 million gæster - blandt andet til udstillingen 'Powwow' om prærieindianere.
På Louisiana i Humlebæk havde man knap 600.000 besøgende, der kom for at se udstillinger som 'Selvportræt'. Det er et lidt lavere besøgstal end sidste år, men dog det femte højeste i museets historie, siger museets pressechef Susanne Hartz.
Læs også Museer om ny lov: Det er alletiders nyhed for provinsen
Statens museum for kunst nåede op på knap 430.000 - det næststørste besøgstal i fem år ifølge presseansvarlig Jakob Fibiger.
Aros: Munch og Olafur stor succes
På Aros mener museumsdirektør direktør Jens Erik Sørensen, at museets rekordår med knap 551.000 besøgende især skyldes to meget berømte herrer:
- Dels var der Olafur Eliassons regnbue på taget af museet ('Your Rainbow Panorama', red.), der stadig var et stort trækplaster i år. Og dels er der vores Edvard Munch-udstilling, som ubetinget har været den største udstillingssucces, vi nogensinde har haft, siger han til DR Kultur.
Flere udlændinge
En anden faktor har været de mange udlændinge, som museet i Aarhus har tiltrukket.
- 14 procent af gæsterne i 2012 har været fra udlandet. Det er cirka 70.000. Det er godt gået for et museum, der hverken ligger i København eller New York, men i Aarhus med 300.000 indbyggere, siger Jens Erik Sørensen.
Arken fik få besøg trods Margrethe-udstilling
På Arken i Ishøj har publikumsstrømmen tværtimod været et af de laveste de seneste fem år.
Trods udstillingen 'Farvens Sjæl - Dronning Margrethe II's kunst', der blandt andet udstillede Dronningens decoupager, nåede man kun op på i alt 120.000 gæster i 2012 - 80.000 af dem var besøgende til dronningens udstilling.
- Rent publikumsmæssigt er det vores næstlaveste besøgstal i fem år, men fagligt og udstillingsmæssigt har det været et fremragende år, siger direktør på Arken Christian Gether bl.a. med henvisning til udstillingen 'India Today'.
- Det er en smal udstilling, det vidste vi godt, og derfor har vi regnet med, at der ikke kom så mange. Men vi har fået 10.5 millioner af en ekstern fond til udstillingen, så vores budget kan godt hænge sammen, siger Christian Gether til DR Kultur.
Dronningen nu til Aros
I år er det Aros tur til at have dronningen på besøg. Sammen med Prins Henrik udstiller hun til oktober på museet i Aarhus under titlen 'Pas de Deux Royal'.
Udstillingen er af flere anmeldere blevet kaldt et forsøg på at lave en massiv publikumsblockbuster.
Men det er ikke derfor, man har lavet udstillingen indvender direktør Jens Erik Sørensen.
- Vi jagter ikke tilskuere. Vi er glade, hvis der er nogen, der interesserer sig, for det vi laver. Fordi det er noget, vi mener, man bør se.