Erfaren journalist vinder debutantpris
Danske Banks Debutantpris er for sidste gang blevet uddelt på Bogforum. Vinderen blev journalisten Erik Valeur med bogen 'Det syvende barn', der følger syv børn, der som små fik en fælles start på et børnehjem.
Ud over æren belønnes bogen, der af juryen blev kaldt for "kompleks" og "ambitiøs", med en præmiesum på 50.000 kr.
På litteraturens bonende gulve
Det var erfaringer fra et mislykket journalistisk projekt, der fik prisvinderen til at springe ud som skønlitterær forfatter.
- Jeg har tidligere arbejdet med historien som journalist, men jeg opdagede, at det er meget svært komme i kontakt med bortadopterede børn. Af hensyn til barnets tarv hemmeligholdes alle oplysninger, så de biologiske forældre ikke pludselig en dag står og ringer på døren et sted, hvor barnet måske skal til at opdage, at han eller hun er adopteret.
- Ved at annoncere bl.a. i Den Blå Avis fik vi en del henvendelser fra mennesker, der var blevet bortadopteret som børn, men vores idé havde været at finde nogle, der havde været på samme sted på samme tid og følge dem. Da vi så måtte opgive det, fik jeg den tanke at lave historien som fiktion, og det gav mig jo en masse muligheder.
- Selvom der var masse research til romanen, kunne jeg pludselig selv træde ud på scenen og begynde at danse og byde nogen op, som ikke fandtes i virkeligheden. Det må man jo ikke som journalist - så bliver man fyret.
Adoptionsroman med krimiplot
Den næsten 700 sider tykke bog følger syv børn fra 1961, hvor de som spæde delte deres første tid på børnehjemmet Villa Kongslund i Nordsjælland.
Et børnehjem hvor overklassen afsatte børn uden for ægteskabet, indtil de blev ekspederet videre ud til en ny familie. Men 50 år efter at børnene delte stue, modtager en række personer med tilknytning til stedet anonyme breve med mystiske budskaber.
Forfatter for fremtiden?
Som journalist har Erik Valeur været med til at starte Månedsbladet Press og er en flittig mediekommentater i bl.a. Politiken. Men det er især i jobbet som leder af Dokumentargruppen på P1, at Valeur tidligere har gravet i bogens kerneområde, svigtede børn.
Den faglige interesse er ikke tilfældig. Som spæd boede Erik Valeur selv to år på det børnehjem i Skodsborg, som Villa Kongslund frit er modelleret over. Om der skulle være mere romanstof gemt i debutanten, vil han umiddelbart ikke ud med.
- En ting er sikkert. Jeg gider ikke skrive en roman bare for at være forfatter.
- Jeg har tidligere skrevet fagbøger og har været vant til at se mig selv i aviser omtalt som både forfatter og journalist. Jeg har været journalist i 30 år, så mentalt er jeg stadig mest journalist, men jeg kunne da godt tænke mig at træde lidt mere ud til forfattersiden.
Opråb for lukningstruet børnehjem
Midt i sejrsrusen er der dog et skår i glæden hos forfatteren. For prisen, der blev overrakt fredag formiddag, falder sammen med den politiske beslutning om at lukke det omtalte børnehjem i Skodsborg.
- At tale om at så små skadede individer kan tages hånd om på anden måde end den som Skodsborg, og ganske andre få steder mestrer, er ravende sindssyg. At sende dem direkte ud i en plejefamilie, ligegyldigt hvor god den er, eller at begynde at genoptræne dem, er ikke godt nok.
- Det er jo børn, der bliver fisket ud af deres mors liv i nærmest ødelagt tilstand, mens moderen ligger ved siden af lige så ødelagt. Derefter skal der en lang genoptræningsproces til, hvis der skal være en chance for at mor og barn skal heles igen. Det er forkasteligt at lukke stedet, men det tror jeg desværre ikke hverken kommunal- eller landspolitikere er i nærheden af at indse, siger Erik Valeur.