Krimiklubbens forfattersamtaler på Krimimessen
Årets Krimimesse i Horsens finder sted den 24. og 25. marts 2012, og som sædvanlig er DR Krimiklubben vært for forfattersamtaler med en række klubaktuelle forfatternavne.
I år taler vi med Erik Valeur om hans prisbelønnede og DR Romanpris-nominerede adoptionsmysterium 'Det syvende barn', med Tove Alsterdal om hendes krimidebut 'Kvinderne på stranden' der stiller skarpt på trafficking, med Simon Toyne om 'Sanctus', der omhandler en munkeorden hvis hemmelige viden kan ødelægge menneskeheden, samt med sydafrikanske Deon Meyer om hans 'Tretten timer', hvor en vicekriminalkommissær i et vildt kapløb med tiden må opklare mordene på dels en turist og dels en afdanket sangstjernes mand i Cape Town.
Vinderne af billetter er fundet
Frem til den 5. marts var det muligt at vinde endags-fribilletter til messen, hvis man skrev ind med et godt spørgsmål til forfattersamtalerne.
Vi har nu udvalgt de spørgsmål, vi vil bruge, og vinderne har fået besked pr. mail.
Efter messen kan forfattersamtalerne høres på www.dr.dk/krimimesse - på den måde behøver du altså ikke gå glip af samtalerne, selv hvis du ikke lige kan lægge vejen forbi Horsens.